WS: Fire ud af fire til Jamie

Jamie Chadwick Copyright W Series

Kvindeserien W Series kørte det fjerde løb i årets W Series-sæson. Alting var nærmest som normalt. Jamie Chadwick på pole, tog starten, dominerede løbet og vandt, mens Emma Kimilainen mistede andenpladsen sidst i løbet.

Sådan så det også ud i går på Silverstone, da Abbi Pulling på næstsidste omgang i den sidste chikane ramte den finske kører. Abbi tog dog det fulde ansvar og i stedet for bare at køre frem og tage en sikker andenplads, sandsynligvis med en straf fra banens officials til følge, så satte hun farten ned, så Emma Kimilainen kunne få andenpladsen tilbage.

Den slags sportsmandskab ser man normalt kun indenfor simverdenen, og det overraskede da også de engelske kommentatorer, som i den sidste omgang snakkede om, at hun måtte have et problem og om hun kunne holde tredjepladsen.

Der var ikke det store drama i løbet, men en god portion overhalinger. Største drama stod Alice Powell for, da hun stallede da feltet kørte ud på formationsomgangen. Fra en tredje startplads men hun nåede afsted inden sidste bil havde passeret hende.

Det gav hende retten til at tage sin startplads tilbage, men det nåede hun ikke inden Safety Car Line 1, så hun blev kort efter starten idømt en tisekunders stop’n’go for ikke at være på den rette startplacering.

En regel som blev udnyttet af et par af pigerne, der satte farten op ned til den vigtige safety  car-linje. Ikke bare måtte Alice Powell tage straffen, hun stallede næsten i pitten.

I front trak Jamie Chadwick bare fra, men hun var ikke så dominerende som de næsten tyve sekunder ned til nummer to antyder. Sammenstødet mellem Abbi og Emma kostede en del sekunder, men der var ingen tvivl om, at det kun var en mekanisk defekt, der kunne stoppe Jamie, der nu har 100 point ud af 100 mulige.

Højdepunkter fra løbet kan ses her.

Abbi Pulling er toer i mesterskabet med 53 point med belgiske Beitske Visser på plads tre. Beitske var tidligere førsteudfordrer til Jamie Chadwick, og hun holder sig altid i den bedre halvdel, men mangler den fart som Alice Powell og Emma Kimilainen viser.

Juju Noda fra Japan har kørt flere sæsoner i den danske F4-serie. Da hun blev præsenteret på skærmen var det med dannebrog fremfor det japanske flag, der stod ud for hendes navn.