Portugals GP – De frie træninger

Autodromo Internaticional Algarve - Portimao Copyright Pirelli

Optakten til denne weekends grand prix i Portugal på Portimao-banen gav forhåbninger om et spændende race på søndag. Valtteri Bottas var hurtigst i FP1 foran Max Verstappen, der kun var 25 tusindedele efter. George Russell var den store overraskelse med 7. bedste tid. Nikita Mazepin har taget ejerskab på plads 20, mere end 4 sekunder efter Valtteri Bottas.

Kodeordet for FP1 var glat asfalt. Der var ikke det store grip i banen ligesom sidste sæsons løb i efteråret. Derfor var flere kørere en tur af banen i deres forsøg på at finde den rigtige vej rundt. Med en halv times mindre træningstid pr. session fredag, så var det vigtigt at få kørt nogle data ind.

Callum Ilott fik sin Formel 1-træningsdebut og gjorde det fornuftigt. Han sluttede fire tiendedele efter Kimi Raikkonen, hvilket er en absolut godkendt debut på en bane, som drillede med både glat asfalt og drilske vinde.

FP1’s sjoveste øjeblik stod Sebastian Vettel for, da han i sin Aston Martin stoppede ud foran McLarens pit. Han tog det med et smil og der stod da også en Aston Martin-mekaniker ved McLaren-pitten.

Tiderne fra FP1 Portugal 2021

Anden træning blev cirka 10 minutter forsinket. Problemer med nogle kloakdæksler, der skulle løses betød en lille forsinkelse af FP2. Det ændrede dog ikke på, at Mercedes var hurtige, men i FP2 var det Lewis Hamilton, der havde fået styr på balancen.

Den store overraskelse i FP2 var de to Alpine-racere med Fernando Alonso som hurtigste kører. Nikita Mazepin var til gengæld køreren med størst fremgang fra FP1 til FP2. “kun” 2.8 sekunder efter Lewis Hamilton var næsten en sejr for russeren, imens det var mere overraskende at se Nicholas Latifi blive slået af Mick Schumacher.

Nikita Mazepin udtalte tidligere på ugen, at Mick Schumacher havde en unfair fordel fordi han som Ferrari Driver Academy-kører havde prøvet Portimao på simulatoren, imens Haas’ mangel på en simulator betød, at Nikita kun havde adgang til hjemmesimulatorer.

Yuki Tsunoda er helt grøn på banen og han havde sit besvær med at lære banens grænser at kende. Sebastian Vettel standsede denne gang rigtig hos Aston Martin, men over et halvt sekund efter Lance Stroll er meget.

Bliver afstanden ikke reduceret snart, så kan vi godt være sikre på, at det er Vettels sidste sæson i Formel 1.

Tiderne fra FP2 Portugal 2021