Når ens far hedder Al og din onkel hedder Bobby og begge lyder efternavnet Unser, så kan der kun være tale om en person. Al Unser Jr. Navnet Unser vil for altid være synonym med Indianapolis 500 og med fire sejre til Al (en af kun fire), tre til Bobby og to til Al Unser Jr har Unser-dynastiet sat sit præg på speedwayens historie.
Unser-navnet er Racing Royalty på samme måde som Andretti-navnet, og der lyder respekt for det som de har opnået. Hvor navnet Andretti kun har stået øverst en gang ud af 29 forsøg for Mario, der vandt tilbage i 1969, så har de resterende Andretti’er John, Michael, Marco og Jeff aldrig vundet og der er ligefrem opkaldt Andretti Curse efter det tætteste har været et par andenpladser.
Umiddelbart skulle man tro, at de to familier ville være ærkerivaler i kampen om amerikanernes gunst, men slet ikke. Faktisk er der et venskab imellem de to familier, og det var et råd fra Michael, der skulle redde Al Unser Jrs liv.
For selv om Al Jr udadtil var en amerikansk kæledægge, så er historien en hel anden udenfor banen. Faktisk helt tilbage fra barndommen, hvor Al var den yngste af en søskendeflok af tre med to ældre søstre. I skolen var han en ’stoner’ sammen med sine søstre, og marijuana skulle komme til at præge hans liv og næsten tage det fra ham.
Bogen starter dramatisk på Als 50 årsfødselsdag, hvor han beskriver, hvordan han holder det kolde stål mod sin hage, fingeren på aftrækkeren, men alligevel ikke kan trykke pistolen af. Årsagen får man senere i bogen, men dagen var velvalgt. Skilt for anden gang og med fire børn som hader ham. Farmand Al er der heller ikke efter endnu en DUI-anholdelse. Bunden er nået, men 10 år senere ser verden heldigvis anderledes ud.
Forældrene blev skilt i en tidlig alder, moderen flyttede i en periode til en hel anden stat og tog børnene med, og hvordan Al skiftes til at bo hos sin far og sin mor. Det i en tid, hvor mobiltelefoner ikke eksisterede, og var med til at gøre Al Jr afhængig af kvinderne i sit liv. Det var en tid hvor korporlig afstraffelse eksisterede, og en tid hvor sikkerheden i motorsporten var markant ringere end den er nu.
Al fortæller ærligt, hvordan hans fætter Bobby Jr (amerikanerne er gode til det med drengenavne) var en dårlig indflydelse på ham fra starten af, hvordan han mødte sit livs kærlighed Shelley, som han blev gift med som 19-årig hvor hans første søn var i ovnen. Hvordan det var at køre sprint cars på de små baner, og hvordan han smadrede sin bil i lige netop det løb, hvor en tv-station filmede farmand Al på banen.
Hvordan Rick Galles skulle få stor indflydelse på Als liv i vejen til Indycar og da karrieren var så godt som begravet i skandaler. Hvordan man etablerede et hold i Can-Am for at give holdet en fornemmelse for de større kræfter inden Indycar. Hvordan han blev kongen af Long Beach og hvordan han kørte Mario Andretti i muren i hårnålen før Shoreline Drive. En påkørsel som medierne kørte op til en skandale, men som blev løst hos Mario Andretti i Nazareth med en ærlig undskyldning og et par gode råd fra legenden.
For Al Unser Jr kørte aggressivt, også overfor sin far, men rådene gjorde unge Al til en mere komplet racerkører. Så god at han efter plads to i mesterskabet i 1985 blev ringet op af Bernie Ecclestone, der tilbød ham en plads på sit Brabham-hold i 1986. Det blev blankt afvist for det var vigtigere at vinde Indy 500 først, men som også blev den eneste chance han fik i Formel 1. Han fik senere en test på Estoril for Williams, men det var ikke en god oplevelse, hvor Patrick Head ifølge Al i bogen kort sagt var et dumt svin. Der var ingen hjælp at hente, og det blev anset som en skandale, at jetlag skulle ødelægge førstedagen.
Jetlag var dog kun en del af det. Hele karrieren har været præget af megen party, som Al kaldte flere dage i streg på stoffer og hash. Alligevel blev han aldrig taget for euforiserende stoffer, men sidst i 90’erne blev det et seriøst problem. For eksempel ville Roger Penske ikke lade Al køre før han kunne fremvise en stoffri test. Det var bl.a. et forsikringsspørgsmål. Familielivet led også under stofferne, hvor der senere også kom alkohol indover.
Al opgav efter et par forsøg at komme i Alcoholics Anonymous, hvor han meldte sig ind under navnet Robin Herd, journalisten som afslørede Als misbrug, fordi han hele tiden blev genkendt og folk ville have autografer.
Hovedemnet i bogen er Indianapolis 500. Den gang var The Month of May vitterligt en måned, hvor alt handlede om Indianapolis 500. Hvordan han følte sig helt forkert, da The Split opstod i 1996 og han på dagen, hvor Indy skulle køre, i stedet holdt på Michigan Speedway, oplinet i rækker af tre som i Indy, men også med et kæmpecrash før det grønne flag overhovedet faldt. Al var så pinlig berørt, at han kunne have gravet sig ned. Alle vidste Al var gode venner med Tony George (ejer og administrator af IMS).
Vi får fortællingen om de to Indy 500-sejre, hvor 1994 blev kørt med The Beast. En specieltudviklet Mercedes-motor med markant flere kræfter end de almindelige motorer. Hvordan de camouflerede testarbejdet og virkelig sandbaggede for, at arrangørerne ikke skulle lave ændringer til motoren. Det var ikke billigt at udvikle motoren, og det var ikke billigt, da Tony George året efter ændrede betingelserne for motoren, så den reelt set ubrugelig.
Al gennemgår Indianapolis 500-løbet fra 1989, som han førte indtil der var fem sving tilbage, hvor Emerson Fittipaldi kørte under den tilladte banegrænse og ramte Al, der blev sendt i muren. Tv-billederne viste Al Unser Jr klappe af Emerson Fittipaldi, og det blev kåret til årets sportsmandspris af FIA, så Al måtte til Paris og modtage en pris. Klappene var om muligt kun hånlige, men Als første tanke var at kaste sin hjelm efter Emmo.
De blev senere holdkammerater og gode venner, men det var hjernen, ikke følelserne, der holdt Als vredesudbrud tilbage. Trods farmand Al opfordrede Al Jr til at protestere Emerson Fittipaldi, da han overskred banegrænsen. Al var fornuftig nok til ikke at gøre det for uanset hvad, så ville han ikke have kørt over målstregen.
Bogen fortæller også om ægteskabet til Shelley, som han blev separeret fra to gange, hvordan han mødte en værtinde i Las Vegas som han senere giftede sig med, hvordan han trods stor opbakning fra sine omgivelser gang på gang faldt i, men også hvordan nogle ord fra Michael Andretti om Vor Herre skabte den omvæltning som skulle til.
Bogen er fortalt til Jade Gurss og er udover en spændende fortælling også en form for reflekterende terapibog, der både fik Al til at stoppe sine dårlige vaner til at blive fuldblodskristen ti år efter han sad med det kolde stål mod sin hage og fingeren på aftrækkeren.
Jeg er vokset op med Al Unser Jr. Han var på toppen, da jeg lærte Indycar at kende, og jeg husker hvordan jeg med foragt og uforståenhed ikke kunne forstå, hvordan han kunne dumme sig igen og igen. Nu hvor jeg har læst bogen, så forstår jeg bedre den tragiske historie, og hvorfor stoffer og alkohol blev en flugtvej for ham.
Det eneste som undrer er, at trods et massivt forbrug af euforiserende stoffer, flere drug tests, så blev det ikke opdaget. Bogen er virkelig spændende, men de sidste kapitler bliver lidt for religiøse.
Kan klart anbefales.
