Australiens GP – De frie træninger

Lando Norris Copyright Pirelli

Formel 1 er rykket til Australien, og tidsmæssigt kan vi ikke komme længere væk fra Danmark. Derfor blev træningerne kørt, mens du sov eller måske var ved at gøre dig klar til dagens arbejde.

Det var ellers et par underholdende træninger, hvis man ikke lige var Williams-mekaniker. For Alex Albon crashede sin Williams hårdt i starten af træningen. Det gav rødt flag og panderynker hos mekanikerne.

Max Verstappen
Copyright Pirelli

Generelt var træningerne underholdende og tætte, og lidt kørsel over kanten. Der kom dog ikke flere røde flag, men en tur over græsset for Fernando Alonso fik Aston Martin-mekanikerne til at skifte bunden på bilen.

Der var travlt på banen sidst i træningen, hvor Lando Norris kørte hurtigste omgang, under to hundrededele fra Max Verstappen, og med en generelt uhyre tæt træning. Under halvandet sekund skilte Lando på p1 og Zhou i p20, og en tiendedel skilte Top 6.

Se højdepunkterne fra FP1 her.

Australien 2024 – FP1

Anden træning var det Ferraris tur til at være øverst. Charles Leclerc smed den stejlende hingst hurtigere rundt end nogen anden. Igen var Max Verstappen p2 men denne gang med margin til nummer et. Carlos Sainz var tilbage, og trods nogle smerter så fulgte han godt med verdensmesteren.

FP2 bød også på masser af ture over græsset, men denne gang slap mekanikerne med lidt fjernelse af småsten og græs. Igen en tæt træning med Top 17 indenfor halvandet sekund.

Kørerne udenfor var Lewis Hamilton med p18 og Kevin Magnussen med p19. Kevin er næsten to sekunder efter, men tiden blev sat på Medium, mens alle andre kørte på Soft. Det vil sige Alex Albon nåede aldrig på banen.

Kevin Magnussen
Copyright Pirelli

Der er ingen tvivl om, at Max Verstappen kan køre hurtigere, men træningerne er gode til at spare på materiellet. Vi ved også at Haas’ strategi er at satse på løbsopsætning fremfor den hurtigste omgang.

Der er et tema som du kommer til at se over weekenden. For ti år siden debuterede en ung dreng fra Roskilde hos McLaren, og blev set af fulde biografsale over hele Danmark. Et nyt teknisk reglement betød et nærmest stille Formel 1 med de nye 1.6 liters V6 turbo-motorer.

Den unge dreng sluttede p3 i løbet og blev fejret på behørig vis. Sønner af tidligere Formel 1-kørere er der ikke mange af, men her kom Kevin nærmest uimponeret og slog 2009-verdensmester og holdkammerat Jenson Button.

Nico Rosberg vandt og startede Mercedes’ sejrsrække i den nye æra. Hjemmebanehelten Daniel Ricciardo sluttede på en flot andenplads, men blev efter løbet diskvalificeret på grund af brud på det tekniske reglement.

Podiet i Australien 2014
Copyright Daimler-Benz

Det rykkede Kevin Magnussen en plads frem og Jenson Button sluttede officielt på den tredje plads på podiet, men uden at blive fejret af de mange tilskuere.

Du kan se højdepunkterne fra FP2 her.

Australien 2024 – FP2

Husk  du skal tidligt op, hvis du skal se kvalifikationen og løbet direkte. Du kan se dem på TV3+, Viaplay og F1TV Pro.

Vil du gerne sove lidt længere, så bliver kvalifikationen genudsendt på TV3 Sport klokken 9.00 og 19.45.

Løbet søndag genudsendes søndag klokken 15 på TV3+ og klokken 9.00 på TV3 Sport.