Det er ikke hver dag der er store nyheder at skrive om. Til gengæld er der ofte små historier, så her samler jeg dem lige i et overblik.
Onsdagens største nyhed var et nyt layout på Albert Park i Melbourne, der vil stå klar til løbet i november. Det bliver ikke de store ændringer, men pitlane bliver gjort to meter bredere, hvilket både er godt for sikkerheden, men måske også for pithastigheden, der måske kan gøres højere.

Copyright Pirelli
Sving 9/10-chikanen bliver ændret til en højfartssektion, hvilket vil gøre hastigheden i sving 11/12 endnu hurtigere. Samtidig ændrer man lidt på sving 13 i forsøget på at skabe flere linjer gennem svinget.
Da British Racing Green Aston Martin af gode grunde ikke kan have et pink livery, så takkede Racing Point af med BWT efter sidste sæson. Det østrigske firma er dog ikke klar til at forlade Formel 1, og de skulle være klar til at byde enten Williams eller Haas op til dans.
Williams har også shakedowntestet Williams FW43B på Silverstone. Officielle billeder er der ikke kommet nogen af, men der findes billeder af bilen på Silverstone. At dømme ud fra den nye uniform bliver den blå farve ændret, men så er der også lige ovenstående historie med BWT, som vil ændre bilens livery markant.

Copyright Williams Racing
Tyske ‘RTL’ skulle have forhandlet en aftale hjem med Formel 1 om, at de må sende fire løb i sæsonen. Uden tvivl spiller Sebastian Vettels skifte til Aston Martin og Mick Schumachers F1-debut en rolle i dette, og ‘RTL’ kan nå ud til langt flere seere end betalingskanalen ‘Sky Deutschland’ vil.
Daniel Ricciardo prøvede McLarens MCL35M på Silverstone i tirsdags. En test som han havde frygtet en lille smule for på grund af Daniels brede hofter, der heldigvis blev løst med et nyt sæde. Det oprindelige sæde var for smalt.

Copyright McLaren Media
Presæsontesten er nu også officielt bekræftet til 12.-14. marts i Bahrain. De tre dage skal deles mellem to kørere og for Sergio Perez er det helt nye omgivelser hos Red Bull Racing. Derfor skulle Red Bull være klar til at give mexicaneren en test på Silverstone for at lære processer og lignende at kende hos Red Bull Racing.
Bilen skulle blive en Toro Rosso-Honda fra 2018, der er den nyeste Honda-motoriserede bil, som Red Bull kan benytte til den slags test.
Slutteligt bringer vi lige en nyhed fra Formel E. Det drejer sig om ePrixet i Saudi-Arabien, der igen i år køres i Diriyah. I fremtiden kan ePrixet blive rykket rundt i ørkenstaten for at vise landets størrelse og mangfoldighed.

Copyright Formula E
Carlo Boutagy, grundlægger af Diriyah E-Prix race-promotor CBX, fortalte til Autosport:
“Ideen er at faktisk vise hele Kongeriget med Formel E.”
”Omkostningerne ved at lave en bybane er ikke engang tæt på omkostningerne ved at bygge en permanent racerbane.”
“Det er faktisk muligt og forsvarligt at flytte mellem forskellige lokationer.”










