Sakhirs GP igen i år?

Sebastian Vettel Copyright Ferrari Media

I 2020 fik vi to underholdende løb i Bahrain (bortset fra Romain Grosjeans uheld i Bahrain naturligvis, red.) og specielt Sakhirs GP på det ydre layout var en positiv overraskelse. Officielt et one-off løb forårsaget af eftervirkningerne fra Corona, men netop corona kan give løbet et comeback i år.

Det skyldes de store problemer med at få styr på coronaen i Portugal. Problemer så store, at man nu flyver patienter til andre lande for behandling. Derfor er det sandsynligt, at løbet i Portugal, som trods alt ikke er bekræftet, bliver erstattet af et ekstra løb i Bahrain.

Starten på Bahrains GP 2020
Copyright Red Bull Contentpool

En mulighed som F1-chefen Stefano Domenicali ikke afviser. Til italienske medier udtaler han:

“To løb i Bahrain? Det er en mulighed.”

“Portugal er ikke blevet bekræftet endnu fordi situationen ikke er helt klar.”

Kina er ikke officielt afskudt og løbet kan måske blive kørt senere.

“Regeringen har ladet os fortælle, at de ikke vil afvikle internationale events inden sommer, men I ved hvor vigtigt et marked det er for os. Shanghai kunne tage over i tilfælde af andre aflysninger.”

Portimao
Copyright Pirelli

“Vi troede alle, at sæsonen ville være mere lige ud af landevejen, men det er det ikke. Men vi har organiseret et mesterskab på 23 løb, og jeg er stadig overbevist om, at det kan lade sig gøre.”

“Naturligvis er vi nødt til at være fleksible. Vi har allerede lavet flere nødplaner.”

Et ekstra grand prix i Bahrain vil betyde, at løbet på Imola skal rykkes en uge, men det er der heller ingen problemer i. Specielt hvis løbet bliver uden tilskuere.