Årets grand prix på Portland International Raceway blev ikke så begivenhedsrigt som det plejer. Felix Rosenqvist startede fra pole, men det varede kun indtil første pitstop. Så tog Alex Palou over og blev der.
Normalt er der masser af buler og vragdele igennem chikanen på første omgang. Det udeblev i år, men der var da lidt tumult som Christian Lundgaard udnyttede på fornemste vis. Vores danske kører startede fra p25 efter en kvalifikation med tekniske problemer.
Efter første omgang rykkede han fra p25 til p19 og over første stint gik det kun fremad. De to holdkammerater Pato O’Ward og Nolan Siegel var involveret i kaoset i chikanen på første omgang. De kom ud på p21 og p23.
Felix Rosenqvist tog starten og blev der frem til sit første pitstop. Marcus Ericsson gik forbi Alex Palou på p2 og skyggede længe sin landsmand. Da Felix gik i pit blev Alex Palou på banen, og en stribe hurtige omgange sendte ham foran Felix. Dog ikke i front, da en FCY forårsaget af en spinnende Graham Rahal på omgang 6 gav løbets eneste Safety Car.
Som vanlig udnyttede nogle kørere den til at gå off strategy og tage et tidligt pitstop. Portland plejer at give FCY-perioder, men ikke i dag. Derfor var Alex Palou ikke p1 efter sit pitstop.
Som altid med Alex i p1, så begyndte han at trække fra. Marcus Ericsson ødelagde sine chancer for en podieplads, da han lavede en fejl i chikanen. Kommer man ikke korrekt igennem den, så skal man køre igennem en omvej, og det kostede placeringer til bl.a. holdkammeraten Kyle Kirkwood.
Eneste DNF stod Marcus Armstrong for. Christian Rasmussen så ud til at stå for den næste, da han kørte i pit og først kom på banen tre omgange efter.
Dækkene spillede en større rolle i løbet. Da Alex Palou kørte på de hårde Primes kontra Felix Rosenqvists blødere Alternates, der kunne svenskeren lukke et stort hul til Alex Palou. Tilsvarende ved sidste pitstop kom Felix ud på Prime og Will Power på Alternates. Her kunne Will også lukke hullet, men tabte afstand igen, da de blødere Alternates havde gjort deres arbejde.
Kyffin Simpson og Christian Lundgaard havde også en god kamp, hvor der var kontakt imellem dem. Kyffin på de blødere dæk og Lundgaard på de hårdere. Sidste stint var omvendt og Christian kom forbi på sidste omgang til en plads som p9 og bedste Arrow McLaren-kører.

Copyright Penske Entertainment
Det var Alex Palous sjette sejr i år og hans sejr nummer 25 i Indycar-karrieren. Næste uge venter den nye bybane i Markham, Canada. Det løb kan du se på Viaplay og sandsynligvis TV3 Sport eller TV3 Max.











