Normalt forsøger vi at undgå politik på GPnews.dk, men seneste påfund fra Cirkus Trump kan få stor indflydelse på Formel 1. Donald Trump vil forbyde deltagelse i begivenheder, f.eks. sportslige, i USA fra lande, som ikke er enige med Donald Trump.
Det vil blandt andet sige Italien, Tyskland og Frankrig og andre lande fra EU, som ikke bare makker ret. Det kan få stor betydning for i første omgang næste måneds grand prix i Miami.

Copyright Ferrari Media
For hvis Trump fører seneste påfund ud i livet, så bliver hold, medarbejdere og kørere fra de ramte lande forbudt adgang til USA. For en global sport som Formel 1, så kommer det til at ramme hold som Ferrari, VCARB, og Alpine.
Kørere som Pierre Gasly, Esteban Ocon, Kimi Antonelli, Fernando Alonso m.m. bliver også ramt, det samme gælder mekanikere og andet personale, så der kan blive en ufrivillig ferie til vores danske Red Bull-mekaniker Ole Schack.
Af en eller anden grund så er Storbritannien fritaget fra dette.

Copyright Mercedes AMG
Det kan som sagt give store problemer med tre grand prixer i USA. Der skal ifølge Concorde-aftalen være et minimum deltagere for at kunne afvikle et grand prix. Er der ikke det, så kan arrangørerne risikere at skulle betale en bod til Formula One Management.
De fleste husker Tire-Gate fra 2005, hvor alle Michelins hold kørte i pit efter formationsomgangen. Dermed var det kun de tre Bridgestone-hold, Ferrari, Jordan og Minardi, der deltog i løbet.
Det gav en masse dårlig PR, der reelt set var med til at stoppe Formel 1 i USA indtil COTA stod klar i 2012.

Copyright Penske Entertainment
Der er dog en lille detalje, som redder vores to danske kørere, Christian Rasmussen og Lundgaard fra at blive ramt. Er du allerede i USA, så kan du godt deltage i de amerikanske løb som f.eks. Indycar. Her er det kun løbet i Toronto, der kan blive et problem fordi du rejser ud af USA og ind i Canada. Begge Christianer bor i USA i Indiana.
Liberty Media/Formula One Management har indkaldt til pressemøde i eftermiddag klokken 15 amerikansk tid om, hvilke tanker og forholdsregler man agter at tage i brug for at imødegå dette.
F1-chefen Stefano Domenicali har i en kort udtalelse til ’Reuters’ indikeret, at man overvejer erstatningsløb udenfor USA, men ønsker ikke at udtale sig yderligere inden pressemødet af frygt for, hvad Donald Trump kan finde på.