Oscar Piastri tog sejren i søndagens Saudi-Arabiske GP og med de 25 point gik han 10 point i front af mesterskabet. Max Verstappen skød genvej i chikanen og det kostede en straf. To biler crashede på første omgang og frembragte Safety Car.
Fire biler valgte at starte løbet på Hard. Isack Hadjar, Lance Stroll, Nico Hulkenberg og Lando Norris, der efter crashet i Q3 startede fra plads 10. Alle andre kørere startede på Medium.
Oscar Piastri var en promille hurtigere end Max Verstappen i starten og kom en smule foran inden nedbremsningen til de første sving. Max løsnede bremserne og forsøgte at komme foran og ind i chikanen. Det kunne han ikke, da Oscar allerede lå der, og han kørte derfor igennem afkørselsarealet og lagde sig i front.
Kimi Antonelli havde også problemer, men lod Charles Leclerc komme forbi og vi nåede helt frem til sving fire, hvor Pierre Gasly forsøgte at køre uden om Yuki Tsunoda. Det lykkedes næsten, men de ramte hinanden, og beskadigede biler i banens snævreste sving medførte Safety Car. Yuki Tsunoda fik kæmpet sig tilbage til pitten, hvor bilen blev trukket ud af løbet.
Jack Doohan, Esteban Ocon og Gabriel Bortoleto tog et billigt pitstop og skiftede til Hard.

Copyright Red Bull Contentpool
På omgang fire genstartes løbet. Max snyder Oscar og får mere end et sekunds forspring, da han tager genstarten, men så kommer beskeden. Fem strafsekunder for at forlade banen og opnå en fordel. En straf der ikke fik mange rosende ord for verdensmesteren.
Genstarten går godt og alle kører pænt. Fernando Alonso kommer forbi Liam Lawson, og Lando Norris har allerede taget et par placeringer. Lando er hurtig til at komme forbi Carlos Sainz. Kimi Antonelli holder sig så tæt på Charles Leclerc, at han har DRS på Ferrari-køreren.
På omgang 13 og 14 så vi hvordan man kunne forsvare sin placering. Lando Norris var nået op til Lewis Hamilton og begge gange kom han forbi ind i sving 27. Dermed opnåede Lewis DRS og kom forbi ned til de første sving. Tredje gang havde Lando lært lektien og holdt sig bag Hamilton ind i sving 27 og kom forbi, da han nu havde DRS på start/mål-langsiden.
Der er lidt stilstand på banen. Oscar Piastri kører klogt og holder en lille afstand til Max Verstappen, så han ikke bliver så hæmmet af Dirty Air.

Copyright Pirelli
På omgang 19 starter den første rigtige pitstoprunde. Oliver Bearman kører i pit, og omgangen efter kommer både Oscar Piastri, Kimi Antonelli og Fernando Alonso i pit. Max Verstappen med sin straf kører stærkt ude på banen.
George Russell kører i pit på omgang 21 og Max Verstappen og Carlos Sainz responderer omgangen efter. Ude på banen slås Alex Albon og Isack Hadjar. De to skulle slås resten af løbet.
Halvvejs inde i løbet er Gabriel Bortoleto forreste mand i en trio med Liam Lawson og Fernando Alonso lige efter sig. Start/mål-langsiden er stedet man overhaler, og Liam går forbi Gabriel. Stake-køreren trækker til højre, men her er Fernando Alonso, der må en tur igennem afkørselsarealet. Omgangen senere kører han bare forbi sin unge protegè.
Charles Leclerc kan næsten kaldes for dækhviskeren for med de andres pitstop er han på plads 1, og han holder et godt tempo, men på omgang 30 af de 50 omgange bliver han kaldt ind. Flere af de startende Hard-kørere er stadig ude på banen, og det giver nogle overhalinger ude på banen.

Copyright Pirelli
Omgang 32 er det ved at gå galt for Antonelli. Ud af det hurtige sving i banens ene ende kommer han for tæt på muren og kysser med højre fordæk. Ingen skade. Lando Norris kommer i pit på omgang 35 og kommer ud på Medium.
Her kan du se højdepunkter fra Saudi-Arabiens GP.
Både Charles Leclerc og Lando Norris ender med at tage George Russell, der sidst i løbet har et fordæk, der muligvis er ved at falde fra hinanden. De sidste mange omgange er Isack Hadjar i DRS på Alex Albon. Han kan dog ikke komme forbi, da Williams sørger for, at Carlos Sainz giver holdkammeraten DRS.

Copyright Pirelli
Efter de 50 omgange tager Oscar Piastri det ternede flag. Max Verstappen bliver toer, mens Charles Leclerc tager sidste plads på podiet. Der er point til begge Williams og Isack Hadjar tager sidste point i løbet, der kun havde to DNF i form af Gasly og Tsunoda på omgang 1. Max Verstappen blev kåret til Driver of the Day med 23% af de afgivne stemmer.

Nu er der en uges pause inden det går løs i Miami i starten af maj måned.










