Indy: Dramatisk weekend i Toronto med sejr til Herta

Colton Herta Copyright Penske Entertainment

Det kunne have kostet kørerliv, hvis ikke Indycar for år tilbage havde indført Aerosceen efter Justin Wilsons død. Et uhyggeligt grimt uheld sidst i løbet kunne dog ikke stoppe en næsten perfekt Andretti-weekend.

Colton Herta havde den perfekte weekend. Hurtigst i alle sessioner, startende fra pole, førende alle på nær fem omgange, og den første sejr siden 2022. Holdkammeraten Kyle Kirkwood tog plads to, og sagde efter løbet, at han kørte mere defensivt end offensivt for at sikre en god Andretti-weekend.

Kun tredjekører Marcus Ericsson havde ikke en perfekt weekend, og det kom til udtryk allerede på første omgang i løbet. For mens Christian Rasmussen i sit næstsidste løb i år, startede fra plads 12, to pladser bedre end Christian Lundgaard, så fik han det man kalder et skulderskub af svenskeren, der sendte Rasmussen i væggen.

Så vores Amarkaner var ude før det rigtigt startede, og ved den efterfølgende genstart gik det så udover Agustin Canapino, der kom lidt ud fra sporet og endte i væggen. Så to kørere ude inden løbet rigtig gik i gang.

De næste mange omgange var der rigtig godt race, men det blev en kedelig eftermiddag for de svenske kørere. Felix Rosenqvist, Marcus Ericsson og Linus Lundqvist havde alle deres problemer i løbet, men løbet gik først helt amok, da Kyffin Simpsons crashede sin CGR-racer.

Det gav en gulflagsperiode, der samlede hele feltet. Med 13 omgange tilbage mister Pato O’Ward kontrollen over sin Arrow McLaren. Han holder baglæns ind i væggen, da først Marcus Ericsson kører i væggen ved siden af ham. Så kommer Pietro Fittipaldi kørende over O’Wards næse og sekunder senere kommer Santino Ferrucci og han bliver sendt op på en flyvetur, der tidligere ville være endt helt galt.

Jeff Krosnoff mistede livet tilbage i 1996, da hans bil endte i fanghegnet. Dengang eksisterede ord som halo, aeroscreen og HANS-device ikke.

Nolan Siegel bliver den femte involveret, men heldigvis kommer ingen til skade, men Pato O’Ward er tosset over, at der ikke kom gult flag, og det kan man godt give ham ret i. Der går flere sekunder før The Big Bang.

Så voldsomt er uheldet og oprydningsarbejdet, at løbet rødflages. Løbet genstartes med ti omgange tilbage, men vi kommer ikke igennem en hel omgang inden der er ballade igen. Scott McLaughlin er firer og forsøger på et angreb på landsmanden Scott Dixon.

Holdkammeraten Will Power tager chancen, mislykkes og rammer Scott McLaughlin, der er ude af løbet. Lad os bare sige Scott ikke var tilfreds og gav Will en klapsalve, da han kom forbi en omgang senere bag safety car. Han var kølet så meget ned, da han blev interviewet i pitten efterfølgende.

Scott mente dog stadig, at det var overilet og specielt på en holdkammerat. Oppe i front holdt Colton Herta og Kyle Kirkwood skansen med Scott Dixon, der startede fra plads 15. Will Power fik en gennemkørselsstraf for kontakten med Scott McLaughlin, mens Josef Newgarden fik en punktering. Tal om en dårlig dag for Team Penske.

Til gengæld en næsten perfekt dag for Chip Ganassi Racing. Dixon, Palou og Marcus Armstrong tog plads tre til fem. Hele 12 af løbets 27 kørere udgik. Christian Lundgaard blev syver i løbet.

Toronto 2024

Nu er der Indycar-sommerferie. Næste løb er på World Wide Technology Raceway i St. Louis den 17. august. Ud af sæsonens sidste fem løb er de fire på ovalbaner, og det er et problem for Christian Rasmussen. Dermed har han kun et løb tilbage på Portland International Raceway til at vise, at han fortjener et sæde i 2025.

Det er svært når man bliver taget ud af løbet i første sving af sin “nabo i det private”. Så mens Christian Lundgaard kommer i mesterlære hos McLaren næste år, så krydser vi fingre for, at den anden Christian har vist nok til at sikre sig et sæde næste år, og gerne den fulde sæson, ikke kun på de permante racerbaner og bybaner.

Indycar kan ses på TV3 Max og Viaplay, og lige præcis TV3 Max fortjener en ørefigen for deres dækning af Toronto. Transmissionen starter 31 omgange inde i løbet og man sender ikke en reklamepause med tre omgange tilbage, så man først var tilbage på sidste omgang.

Det er en ommer!