Vi har end ikke set de nye 2026-biler på banen, men allerede nu siger rygterne fra flere store medier, at Ferrari ikke forlænger med Lewis Hamilton efter næste sæson. Hvem tager over?
Der er ingen tvivl om, at Lewis Hamiltons impact hos Ferrari ikke har kunne ses på resultaterne på banen. Alle virker til at have forglemt, at han er den sidste kører, der har vundet i en Ferrari, om end det kun var sprintløbet i Kina.
Lewis Hamilton var ikke en billig herre at få til Ferrari. Hvad han reelt har kostet ved vi ikke præcist, men kloge mennesker mener, at han er noget bedre betalt end Charles Leclerc, som ikke er billig.
Derfor giver det mening ikke at forlænge med den mangedobbelte verdensmester efter 2026, men som vi starter med at skrive, så har de nye biler ikke kørt en meter endnu. Vi ved derfor ikke om Lewis Hamilton får sin anden ungdom næste år?

Copyright Haas F1 Media
Men leger vi med forventningen om, at Lewis Hamilton ikke bliver forlænget, hvem er så favoritter til at tage over? Billigste bud er Ollie Bearman, der er Ferrari Academy-kører, og havde en superdebut for Ferrari som afløser for Carlos Sainz i Jeddah sidste år.
Ferrari kender ham, han er ung og sulten, og kører for Haas, som har været anset som Ferraris B-team. Det har nok ændret sig lidt med Haas’ partnerskab med Toyota, men Bearman er stadig tilknyttet Ferrari.

Copyright Mercedes AMG
Der er dog to andre navne, som har mulighed for at skifte til Ferrari i 2027. Ingen af dem er ‘discountkørere’, så der skal graves noget dybere i lønningsposen. Til gengæld har de mange års erfaring, sejre og for den ene mesterskaber.
Den første er George Russell. Hans kontrakt med Mercedes skulle kun være etårig, netop fordi ingen ved, hvordan styrkeforholdet er i 2026 med de nye biler. Han er flere gange blevet nævnt i en regulær byttehandel med Max Verstappen, hvis Max ønsker at forlade Red Bull, og Georges teamchef Toto Wolff er ikke bleg for at ytre sit ønske om at sikre sig hollænderens underskrift.
Rygterne har sendt George Russell den anden vej til Red Bull Racing og deres Ford/RBPPT-motorer. Men hvorfor ikke til Ferrari? George Russell har i år vist sig som en leder hos Mercedes, en egenskab han stensikkert kan bruge hos passionerede Ferrari.

Copyright Red Bull Contentpool
Max Verstappen er alle topholdenes favoritkører. At få ham som kører vil være det ypperste. Suverænt den bedste kører i 20’erne, og han har hos Red Bull formået at hive resultater frem, som ingen holdkammerat tilnærmelsesvis er kommet i nærheden af.
At Mercedes er så interesserede i Max Verstappen vil være med til at presse prisen på Max op i et niveau uden lige, men hvis Max samtidig kan levere og præstere, så kan det være prisen værd.

Copyright McLaren Media
Der er naturligvis også et par outsidere. Oscar Piastri kan lave en Prost og skifte til Ferrari, hvis han føler opbakningen mangler. Manager Marc Webber skulle allerede have haft de første samtaler med Ferrari, sådan bare lige lufte ideen. Der er også muligheden for, at man kigger på Ferraris tidligere kører Carlos Sainz.
Carlos måtte opgive sit sæde, da muligheden for Lewis Hamilton kom. Ikke på grund af manglende resultater, men på grund af et større navn blev tilgængeligt. Tifosi var glade for Carlos, og han er stadig den sidste Ferrari-kører der har vundet for Ferrari. Det skete i Mexico 2024.

Copyright Williams Racing
En ting er sikkert. Silly Season 2027 er allerede i fuld gang.










