Lørdag den 1. februar åbner Race Hall Copenhagen i Tåstrup officielt. Her bliver der mulighed for at prøve den nye indendørsbane, der ikke bare er Danmarks største indendørsbane, men verdens største indendørsbane.
1250 meter lang og op mod 13 meter bred er banen, som er teknisk svær, men rigtig sjov at køre på. Godkendt til 36 karts på banen på samme tid kommer man ikke til at kede sig i mange sekunder af gangen.
GPnews er til reception på banen, der for præcis et år siden fik taget det første spadestik. Siden er bygningen vokset op på den mark, der både har skulle være pladsen for Danmarks første multiarena og sidenhen et af Europas største badeland. Så kom ideen om en gokartbane, og nu står den klar til åbningsweekenden.
Dagens reception var for partnere, investorer, kunder og specielt inviterede gæster. Blandt dem fandt man Thorkild Thyrring, dansk motorsports Godfather, Christian Rasmussen som kører endnu en sæson i USA og Frederik Vesti, der skal køre for topteamet Prema i FIA F3 i år.
Tidligere DTC-kører Nicolaj Kandborg, som normalt holder til i den originale Race Hall i Aarhus, har været brugt som sparringspartner og banen er blevet lavet om flere gange for at forhindre potentielle uheldssituationer kan ende med personskade.
Race Hall CPH tilbyder flere typer arrangementer inklusiv drop-in, hvor man kan komme direkte fra gaden og komme ind og tage et par omgange.
Tilknyttet banen er Sallie’s Race Lounge. En 50’er-inspireret diner, der serverer god mad, som GPnews godt kan anbefale. Til receptionen blev der serveret smagsprøver fra menukortet og der var kun smil at se på de spisende gæster.
Sallie’s Race Lounge er lillesøster til Sallie’s Restaurant & Snack Bar på Roskildevej i Albertslund, der ligger sammen med Wittrup Motel og gokart er en fællesnævner mellem Sallie’s og Race Hall CPH.
Receptionen blev åbnet med taler fra både Race Hall CPH’s direktør Flemming Grene Thomsen og Sallie’s delejer Henrik Hansen inden der blev åbnet for prøvekørsel på banen.
De første par omgange bruger man på at lære banen at kende og bremser for meget ned i svingene, men der går ikke mange omgange før man begynder at køre efter de gode tider og med så bred en bane, er der gode muligheder for forskellige linjer.
GPnews glæder sig allerede til at prøve banen igen.
Race Hall CPH åbner officielt på lørdag og der er gode tilbud og et program, hvor du både kan møde Jan Magnussen og Frederik Vesti.
GPnews ønsker tillykke med det nye center. Det ligger fem minutter fra Høje Tåstrup Station og bus 123 kører helt til døren. Alternativt kan man gå derud på ca. 20 minutter.