Dansk racerpige skal teste for Prema

Alba Hurup Larsen Copyright Ferrari Driver Academy

Den danske racerpige, Alba Hurup Larsen, har fået en helt unik mulighed. Hun skal teste for Prema, der sammen med ART nok er de to største juniorhold i verden. Det bliver en test i en F4-racer.

Alba blev en del af Ferrari Driver Academy i december, da hun vandt FIA Girls On Track – Rising Stars over 115 andre piger fra 50 forskellige lande. Her kørte hun blandt andet i en Taatus F4-racer og fik stor ros hendes evne til at tilpasse sig. Bilen var faktisk identisk med den, som benyttes i det italienske F4-mesterskab.

Nu venter en tur i Premas F4-racer og et testprogram, der forhåbentlig kan blive først skridt i en formelbil i retning mod den ultimative drøm Formel 1.

Alba Hurup Larsen
Copyright FIA Women in Motorsport

– Jeg er enormt spændt på at komme i gang med testprogrammet! Det er næste skridt i en udvikling, som blev skudt i gang med Rising Stars, og endnu en vigtig udfordring, hvor jeg skal præstere optimalt for at komme videre mod mit mål om at blive den første danske kvindelige Formel 1-kører, lyder det fra Alba Hurup Larsen.

Om der er noget i vandet i Domkirke-byen Roskilde er stadig usagt, men med Jan og Kevin begge fra Roskilde, så er der noget der tyder på det.

– Det er en rigtig god nyhed. Med Prema Racing er Alba nu blandt nogle af branchens bedste, og jeg ved, at hun med sin dedikerede vilje og store talent vil gøre alt, hvad der kræves af hende for at gennemføre programmet på bedste vis, lyder det fra Formel 1-kører og mentor for Alba Hurup Larsen, Kevin Magnussen.

Alba Hurup Larsen
Copyright FIA Women in Motorsport

Albas manager hedder Oliver Kristensen, og han er en del af 5P Athletes & Brands, der repræsenterer flere kørere, udenlandske såvel som danske f.eks. Marco Sørensen og Sebastian Øgaard. Hvis du synes navnet lyder bekendt, så er det fordi han er vokset op på racerbanerne som søn af Tom Kristensen.

Testen kommer til at foregå den 18. og 19. september på den italienske racerbane Circuito Tazio Nuvolari, og Alba har tyvstartet træningen i spansk F4, hvor hun har testet for TC Racing foruden de obligatoriske træningsture med Ferrari Driver Academy.

En god test kan forhåbentlig sikre et sæde i en F4-racer til 2025 og måske endnu bedre et sæde i F1 Academy, der køres foran teamcheferne i Formel 1.