Drømmer stadig om F1

Mick Schumacher Copyright Penske Entertainment

Du kan tage en kører ud af Formel 1, men du kan ikke tage Formel 1 ud af en kører. Det tror jeg Nicolas Kiesa vil skrive under på, og Mick Schumacher drømmer stadig om at vende tilbage til Formel 1.

Mick Schumacher er skiftet til Indycar efter et par år hos Alpine i WEC. Indtil videre er succesen udeblevet i Indycar hos RLL-holdet, og det sætter naturligvis tankerne i gang om, hvad han havde i Formel 1.

Mick Schumacher
Copyright Penske Entertainment

Det sagde Baby Schumi i et interview med ‘RTL’ og ‘ntv’:

“Det ville være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke af og til mindes mine Formel 1-dage og blot tænkte på, hvordan det var at køre dengang. Hvis en mulighed skulle opstå, ville jeg bestemt ikke sige nej. Det er helt sikkert tilfældet.”

Skiftet til Indycar har ikke været nemt, men selv om han har et af verdens mest kendte efternavne i motorsport, så er navnet ikke det helt store i Indycar. Hvad er så forskellen på Formel 1 og Indycar?

“Hele miljøet er helt anderledes. Alle banerne er nye for mig. De første par måneder har derfor været meget lærerige, og jeg håber, at resultaterne snart følger.”

Mick Schumacher
Copyright Penske Entertainment

Mick Schumacher gennemførte det obligatoriske ‘Rookie Orientantion Programme’ ved Indy Open Test sidst i april og selv om Indianapolis Motor Speedway er ikonisk, så var han overrasket over hvor lidt overvældende det var, sammenlignet med løbet på Phöenix International Raceway, der er en short oval.

Indianapolis er lynende hurtigt, men alt er så stort i forhold til Phöenix, hvor man nærmest er i et sving hele tiden. Indy 500 er sæsonens længste løb med en distance på 804 km.

“Det er ikke nødvendigvis sværere, men betydeligt mere anstrengende. Bilen har ingen servostyring, så den er meget mekanisk og giver en direkte oversættelse af kørestilen.”

Mick Schumacher
Copyright Penske Entertainment

“I IndyCar har du mindre belastning på din nakke, men du træner din overkrop meget mere. Du skal simpelthen holde meget fastere i rattet.”

Formel 1 er lettere kørt end en Indycar på grund af den manglende servostyring. Formel 1 er hårdere på andre områder, men der skal flere kræfter til at køre en Indycar.

“Affjedringen er så hård, at den ofte river rattet ud af dine hænder, hvis du ikke slipper det i tide.”

Indycar er hurtigere på toppen, men kan ikke følge en Formel 1 på en almindelig bane. Ulykkerne ser voldsomme ud i Indycar, men der er heldigvis meget langt mellem personskade og endnu længere væk dødsfald. Det har naturligvis en betydning for en kører, men ikke noget de frygter.

“Hvis jeg var bange, ville jeg være i den forkerte sport. Nej, frygt er ikke en del af det. Det bedre svar ville nok være ‘respekt’.”