Audi bekræfter F1-deltagelse

Audi går ind i Formel 1 Copyright Audi Motorsport

Ved en pressekonference klokken 9.00 på Spa-Francorchamps bekræftede Audi, at de deltager i Formel 1 fra 2026. De bygger deres egen power unit på fabrikken ved Neuburg an der Donau.

Audi mener det seriøst, men overraskende nok annoncerede man ikke en samarbejdspartner, kun at man havde snakket med flere hold omkring et samarbejde. Derfor blev Sauber Motorsport/Alfa Romeo ikke offentliggjort, hvilket giver spekulationer om både Alpha Tauri (som modstykke til Porsche) og Aston Martin, måske ligefrem Haas.

Den første del af pressekonferencen handlede om selve bekræftelsen og den anden halvdel var en Q&A med spørgsmål fra pressen. Her kom det også frem, at Audi vil bruge et stort beløb på Formel 1, at det er en langsigtet investering, og at man forventer at være konkurrencedygtig fra start, men ikke sejre og mesterskaber-konkurrencedygtig.

Hele pressekonferencen kan ses her.

Den kommende tid bliver vi nok alle klogere, og det lød som om, at der ikke går så længe før Porsches engagement bliver bekræftet.