F1 præsenterer 2021-bil og reglementer

2021 concept Copyright FIA/Liberty Media

Torsdag den 31. oktober var dagen, hvor vi endelig skulle blive klogere på fremtidens Formel 1. Her var indkaldt til pressemøde med Liberty Media, ejerne af Formel 1, med FIA Præsidenten Jean Todt med på en video.

Chase Carey, Ross Brawn og Nikolas Tombazi sad foran en fyldt sal af journalister bl.a. med Paul di Resta iblandt de besøgende.

Her blev den nye bil præsenteret i form af vindtunnelmodellen og der blev talt meget omkring fordelene ved den nye bil og der kom også et par sandheder på bordet om de nuværende biler.

I korte træk er de nuværende biler ikke egnet til race, men er de hurtigste nogensinde, men man kan ikke komme tæt på den forankørende før den mistede downforce forhindrer tæt kørsel. Det kan man med den nye bil, hvor mængden af downforce mistet er reduceret væsentligt.

Ross Brawn sagde, at de nye biler vil være 3½ sekund langsommere, men langt mere “raceable” end de nuværende. At bilerne bliver større og tungere er desværre resultatet af forbedret sikkerhed og større hjul.

Om bilerne bliver flottere vil være et spørgsmål om smag, men de ser helt klart mere futuristiske ud end de nuværende.

Der blev også præsenteret det nye finansielle reglement, budgetloftet på 175 mio. dollars, og lad mig sige med det samme. Det er ikke nemt at forstå det skrevne reglement, men kørerlønninger og de tre højest betalte medarbejdere tæller ikke med i budgetloftet.

Der var også tid til spørgsmål fra salen. Hele pressemødet kan ses på linket ovenover, men en af de ting, som Chase Carey sagde er, at man i fremtiden tillader op til 25 løb i kalenderen.

Løbsweekenden bliver også ændret og komprimeret. Der bliver stadig action på banen fredag til lørdag, men torsdagsaktiviteterne kommer nu til at foregå fredag. Det betyder nok, at den populære torsdagspit walk forsvinder.

FIA har opdateret deres hjemmeside med de nye reglement for 2021 pr. 31. oktober 2019.

Nedenstående video fortæller i korte træk om de nye ændringer til 2021.

Hvis bilerne bliver 3½ sekund langsommere per omgang, så er vi tilbage i 2016-tider. Det er ikke noget vi vil bemærke på banen, men på tv vil det nok være mere tydeligt.