I det som vel godt kan kaldes for Breaking News er en pressemeddelelse fra Aston Martin og Honda dukket op. Fra 2026 når det nye motorreglement træder i kraft vil der ikke længere ligge tysk Mercedes-power bag kørerne.
I stedet har Honda og Aston Martin Racing indgået et samarbejde, som dermed sikrer Hondas fortsatte tilværelse i Formel 1 efter Red Bull (og AlphaTauri) har indgået et samarbejde med Ford.
Det er netop den mere bæredygtige teknologi, som interesserer Honda. I 2026 vil en væsentlig del af bilens fremdrift være elektrisk og brændstoffet vil være bæredygtigt. Lige noget en bilfabrikant kan bruge i udviklingen af sine egne biler og sportsvogne.
Der er de obligatoriske lovprisende ord i pressemeddelelsen, men under linjerne stiller sig flere spørgsmål. Vil Honda være eksklusivt Formel 1 eller vil der måske komme Honda-motorer i fremtidens Aston Martin sportsvogne? Hvad med Daimler-koncernen som ejer en del af Aston Martin og bl.a. leverer motorer til flere sportsvogne.
Pressemeddelelsen blev udsendt fra Tokyo i nat.










