Indy: Ny dansker i Indycar

Benjamin Pedersen (Indy Lights) Copyright Penske Entertainment

Christian Lundgaard får selskab af endnu en dansker i Indycar i 2023. Det er Benjamin Pedersen, ofte kendt som den ukendte dansker, som har sikret sig et sæde hos legenden A.J. Foyt, og det er ikke kun for 2023.

I annonceringen, der kan læses i den fulde og originale ordlyd her, står der at kontrakten er flerårig. Det nævnes også, at dansk/amerikaneren har været føl på pitvæggen hos A.J. Foyt Racing ved flere lejligheder.

IL: Benjamin Pedersen
Copyright Penske Entertainment

Det er med stor sandsynlighed bilen med det ikoniske #14 som Benjamin skal overtage fra Kyle Kirkwood, der rykker til Andretti Autosport næste år.

“Jeg er super spændt på at komme i gang på holdet.”

“Jeg har brugt meget tid i denne sæson med AJ Foyt Racing på at lære alle detaljerne i at tage springet til Indycar, og det har været rigtig rart at gøre det i forbindelse med min Indy Lights-sæson. Indycar har været mit mål, siden jeg startede med open wheel racing i 2016. Racet, atmosfæren, fans, events, baner osv. er alle fantastiske.”

Kyle Kirkwood
Copyright Indycar

Første gang vi skal se Benjamin Pedersen i aktion bliver i St. Petersburg, Florida den 5. marts 2023. Inden da er der nogle testkørsler, så Benjamin kan lære bilen at kende.

Benjamin tog sin første sejr i Indy Lights på Portland International Raceway i starten af september.