WS: W Series dropper 2020

Michelle Gatting testede, men valgte ikke at stille op til dette års program, som nu er aflyst. Copyright W Series

Der har været meget stille fra arrangørerne af W Series, der i år skulle være startet i Moskva, været en tur forbi svenske Anderstorp og sluttet sæsonen af foran teamcheferne i F1 ved de to afdelinger i USA og Mexico.

Nu er der endelig nyt i forbindelse med den virkelige racing. Den kommer der nemlig ikke noget af i år, men man lover at vende tilbage i 2021 med en større og bedre kalender.

Igen med mindst to supportløb til F1 i USA og Mexico.

I stedet vil der fra næste uge og 10 uger frem hver torsdag klokken 20 dansk tid blive afviklet en virtuel afdeling med W Series-pigerne, der både kommer forbi Monza, Bathurst/Mount Panorama og Nürburgring Nordschleife.