Der er kommet et par nye tekniske regelændringer til Spaniens GP, specielt omhandlende flex på for- og bagvinge. Kigger man på dagens træninger har det ikke ændret noget. McLaren hurtigst i begge træninger.
I dagens første træning var der et par fredagskørere med. Ryo Hirakawa og Victor Martins sad i en Haas og en Williams. Ryo gav Haas-mekanikerne lidt ekstra arbejde i FP1, da han kørte igennem afkørselsarealet i starten af træningen. Ren oprydning, men det tager tid.
Pirelli har taget deres tre hårdeste compounds med til Spanien, så en del af træningen handlede om at lære dækkene at kende.

Copyright Pirelli
Som altid kan man ikke bruge test som andet end lidt retvisende, men det var positivt, at det var tre forskellige hold og motorer, der tog sig af de tre første pladser i FP1. De Mercedes-motoriserede har det jo med at gøre det godt, og Mercedes har noget at revanchere efter Monaco-fadæsen.
Franco Colapinto var langsomst i FP1. En bedrift han gentog i FP2. Den argentinske kører klagede over manglende balance i bilen, og på en bane som Barcelona med primært høj- og mediumsfartssving, så er det et problem.
Her kan du se højdepunkter fra FP1.
Kimi Antonelli døjede med stabilitet i sin Mercedes på banens mange højfartsving. Det blev heldigvis bedre i FP2.

I anden træning var det Oscar Piastris tur til at være hurtigst. Igen havde vi tre forskellige hold på de tre første pladser, men kun to forskellige motorer. Charles Leclerc blev bedste Ferrari på p5.
Vi siger ikke Kevin Magnussen sidder et sted og er skadefro, og selv om han har lavet et succesfuldt skifte til WEC og deres BMW-hypercar, så må det alligevel være rart for ham at se sit tidligere hold have problemer. For begge Haas-kørere handlede det om balancen, eller rettere den manglende, i specielt højfartsvingene. Det resulterede bl.a. i et højfartsspin til Oliver Bearman.
Banen i Barcelona er rimelig lang sammenlignet med Monaco, men alligevel kan man finde trafik mange steder. Charles Leclerc var ved at blive indhentet af en hurtigere kørende Max Verstappen på start/mål-langsiden, så han åbnede DRS, så han ikke blev overhalet.

Copyright Pirelli
Til lettere irritation for Max Verstappen, men Charles gjorde ikke noget galt, da det var en træning.
Her kan du se højdepunkter fra FP2.
Banen i Barcelona passer som udgangspunkt ikke til Williams-raceren. Det var da heller ikke de hurtigste tider, som Carlos Sainz eller Alex Albon fik kørt i FW47. Yuki Tsunoda havde en skidt dag, specielt set i forhold til Max Verstappen. Igen handler det om balance, men hos VCARB ligger kørerne tæt, hos Red Bull er vi nærmest oppe på Perez-afstand.
Der er stensikkert mange teams, som sidder og kigger på deres data i aften. Mon ikke Frederik Vesti sidder i simulatoren i Brackley for Mercedes.
I morgen går det løs med sidste træning inden kvalifikationen.

Husk FP3 vises på TV3 Sport. Kvalifikation med op- og nedtakt vises på TV3+. Naturligvis kan du også se det på Viaplay og F1TV Pro.










