Ruslands GP aflyst

Lewis Hamilton vandt i Sochi Copyright Daimler Benz

Det kommer nok ikke som et chok efter gårsdagens russiske invasion af Ukraine, men dette års russiske grand prix er blevet aflyst af FIA.

Torsdag mødtes F1-chefen Stefano Domenicali med de ti teamchefer og der var koncensus for en aflysning.

I en pressemeddelelse står man i samlet flot og skriver, at man har fulgt udviklingen i Ukraine med bedrøvelse og man håber på en hurtig og fredelig løsning. Man skriver også, at det er umuligt at afvikle Ruslands grand prix under de nuværende omstændigheder.

Det efterlader en plads 14 dage efter det italienske grand prix. To bud kunne være Tyrkiet eller Portugal som mulige afløsere.

Nikita Mazepin i den “russer”-løse Haas
Copyright Haas F1 media

Det amerikanske Haas-hold med de russiske sponsorer har til i dag fjernet alt russisk fra holdet. Det vil sige Uralkali-klistermærkerne fra biler, trailere m.m. samt de tre farver som danner det russiske flag på forvingen af bilen.