Monaco bytter plads

Charles Leclerc foran Oscar Piastri og Carlos Sainz Copyright Ferrari Media

Da Monaco fornyede deres kontrakt med Formel 1 frem til 2031 gav de også afkald på deres plads i kalenderen. Den faste plads sidst i maj bliver fra 2026 til en junidato.

Monaco har haft en fast plads i kalenderen siden 1955, og kun CoVid forhindrede løbet i 2020. Det første løb blev kørt i 1929, så den nye kontrakt betyder, at Monaco kan fejre 100 årsjubilæum indenfor grand prix racing.

Monaco er ofte udskældt. Bilerne er for store til banen, og løbene bliver processionelle. Som set i dette års løb, hvor top 10 alle startede og sluttede i de samme positioner uden nogen form for overhalinger.

Flere tog i Monacos gader
Copyright Pirelli

Monaco har dog glamour og luksus. Det er her man vil blive set, og weekenden er overrendt med kendte personer. Grand Prixet har dog opgivet flere ting for at forblive i Formel 1. Tidligere var det ACM og den nationale tv-station, der styrede showet med både bandereklamer og produktion.

Den del har de givet afkald på, men hvad med underholdningen? Banen er på grund af dets layout så godt som umuligt at ændre særlig meget, men i 2026 bliver bilerne minimalt mindre.

Podiet i Monaco med Max Verstappen foran Fernando Alonso og Esteban Ocon
Copyright Red Bull Contentpool

Flytningen af grand prixet til juni måned? Der har længe været rygter om, at man i fremtiden vil presse flere grand prixer sammen regionalt om man vil. Der har været nævnt, at man gerne ser Miami, muligvis som et natteløb på grund af varmen, og Canada sammen i stedet for en lang flyvetur til Miami, så tilbage til Europa for at flyve til Canada og tilbage til Europa.

F1-bossen Stefano Domenicali er bare glad for, at Monaco forbliver på kalenderen frem til 2031.