Indy: Hvem bliver mester + det løse

Will Power Copyright Penske Entertainment

På søndag findes dette års mester i Indycar. Endnu engang skal vi helt til sidste afdeling før mesteren findes, hvor det virker utænkeligt, nærmere umuligt, at det samme skulle ske i Formel 1.

Hele fem kørere har muligheden for at tage mesterskabet i år og det kræver kun en DNF for, at mesterskabsførende Will Power mister mesterskabet. De fem kørere er:

  1. Will Power 523 point
    2. Josef Newgarden 503 point (flere sejre)
    3. Scott Dixon 503 point
    4. Marcus Ericsson 484 point
    5. Scott McLaughlin 482 point

Der er 50 point til vinderen, 40 point til nummer to, 35, 32, 30 og med faldende point til nummer 25, der optjener 5 point. Plads 26 og ned får også 5 point.

Der gives et point til køreren, der tager pole position, et point til alle kørere, der fører en omgang, og to point til køreren, der fører flest omgange. Så potentielt 54 point til en kører i weekend. For Indianapolis 500 er pointene dobbelt.

Scott McLaughlin
Copyright Penske Entertainment

Vi venter stadig på at se 2023-kalenderen for Indycar, men der plejer generelt ikke at være de store ændringer. Anderledes ser det ud i dette års Silly Season. Team Penske stiller uændret næste år. Scott McLaughlin har netop fået en ny flerårig kontrakt med Team Penske.

Hos Chip Ganassi Racing er Scott Dixon og Marcus Ericsson bekræftede. Alex Palou skifter sandsynligvis til Arrow McLaren SP, men der er stadig gang i retssagen om, hvem som har krav på den spanske mester. Jimmie Johnsons kontrakt med CGR er også udløbet, men ex-NASCAR-mesteren har haft fremgang, specielt på ovalbanerne, så der spekuleres stadig i et fuldt program eller som minimum et oval-program ligesom Ed Carpenter hos Ed Carpenter Racing.

Scott Dixon
Copyright Penske Entertainment

Ed Carpenter Racing har Conor Daly og Rinus Veekay under kontrakt. Juncos Hollinger Racing har Callum Illot i #77 og har netop annonceret, at de udvider med #78 næste år. Her kan det gå hen og blive interessant for os danskere. Interessen er ganske stor for det sæde, men meget tyder på at det bliver dansk besat i form af dansk/amerikaneren Benjamin Pedersen.

Det blev meget kraftigt antydet under sidste weekends Indy Lights-løb i Portland, at Benjamin Pedersen og den kommende Indy Lights-mester Linus Lundqvist begge vil være at finde i Indycar i 2023. Da Dale Coyne Racing allerede har et samarbejde med HMD som Linus kører for i Indy Lights, så tyder meget på, at DCR bliver holdet som Indy Lights-mesteren skal køre for næste år. Det kan dog også blive hos A.J. Foyt Racing, hvor 2021 Indy Lights-mesteren Kyle Kirkwood kører.

David Malukas
Copyright Penske Entertainment

Kyle Kirkwood skifter dog til Andretti Autosport og frigiver dermed et sæde. Alexander Rossi ,som Kyle erstatter, skifter til Arrow McLaren SP og bliver holdkammerat til Pato O’Ward. Om der kommer en tredje kører på holdet afhænger af retssagen mellem Alex Palou og Chip Ganassi Racing.

Hos Rahal Letterman Lanigan (RLL) er det status quo med Graham Rahal, Christian Lundgaard og Jack Harvey i de tre biler. Status Quo er der også hos Meyer Shanks Racing med Simon Pagenaud og Helio Castroneves i #60 og #06.

Christian Lundgaard
Copyright Penske Entertainment

Hos Andretti Autosport er der større ændringer. Alexander Rossi er ude, Colton Herta er måske ude, hvis Alpha Tauri får held til at overbevise FIA om, at Colton skal have en chance i Formel 1. Devlin Defrancesco og Romain Grosjean fortsætter sammen med Kyle Kirkwood. Der spekuleres i et delvist program for Matt Brabham, der kører for Andretti i Indy Lights.

Det forlyder, at kvindeholdet Paretta Autosport fortsætter med et delvist program i 2023 med Simone de Silvestro, men ikke hvor stort programmet bliver.

Christian Rasmussen (Indy Lights)
Copyright Penske Entertainment

Vi tror ikke på Christian Rasmussen trods Indy Lights for Andretti Autosport kommer til Indycar. Mulighederne er der trods minimale chancer, men dette års Indy Lights sæson har været godkendt, men ikke prangende med flere uheld, fejl og tekniske defekter. Med et års erfaring i Indy Lights ser det markant bedre ud og med to afdelinger tilbage på Laguna Seca, så kan sæsonen slutte godt. Christian har 232 point på plads syv, men der er kun 22 point op til nummer tre og 29 point til nummer to. Det bliver svært, men det kan lade sig gøre.