Honda i kulissen hos Red Bull Racing

Max Verstappen vandt i Monaco 2021 Copyright Red Bull Contentpool

Vi ved allerede, at Honda på papiret er ude af Formel 1 og Red Bull i år, men vi ved også at Honda reelt er dem, som bygger og  vedligeholder motorerne i år, dog under Red Bull Powertrains.

Det forlyder nu, at det stadig vil være Honda som vil vedligeholde motorerne frem til 2025, men igen ikke under navnet Honda, men med Honda-medarbejdere som de reelle ledere af Red Bull Powertrains.

Det skriver blandt andet ‘Racingnews365’.

Årsagen er, at der ikke er R&D-omkostninger da motorerne er fastfrosset frem til og med 2025. Det forventes at Masashi Yamamoto, Honda Motorsport-chefen som vi ofte har set på banerne, rykker videre til Red Bull Powertrains for at overse produktionen og vedligeholdensen af motorerne.

Umiddelbart betyder det, at Honda forsvinder fra Red Bulls partnerliste, men der er mulighed for, at Honda stadig vil være at finde på Red Bull RB17 på samme måde som Aston Martin i mange år var titelsponsor trods motorer fra Renault og Honda.