Belgiens GP – Charles Leclerc tog sin første sejr

Charles Leclerc Copyright Ferrari Media

Det er første løb efter sommerferien og forventningsfulde sidder vi klar til at se, hvem der har behersket bjergets luner og tæmmet de 7.004 meter bedst. Der hænger naturligvis en sort skygge over løbet, da Anthoine Hubert blev slået ihjel på tredje omgang af F2-løbet. Men når visiret går ned, så er der kun ting det handler om.

Charles Leclerc starter fra pole position foran holdkammeraten  Sebastian Vettel. De to Mercedes’ ligger lige efter og så er der Max Verstappen som outsider. Der har været diverse rokeringer på gridden efter flere kørere har taget gridstraffe. Renault havde debuteret den nye Spec C-motor og taget straffe for det, men efter kvalifikationen har man taget Spec B-motorerne i brug igen.

Max Verstappen nåede kun lige igennem Eau Rouge før han blev løbets første DNF
Copyright Red Bull Contentpool

Alle kørere kommer afsted på formationsomgangen. Dele af Kemmel-langsiden er hyllet ind i orange røg. Umiddelbart er alle indikationer, at det er et et-stopsløb, men regnen kan altid spille en rolle. Lidt sjovt er de sidste fem løb vundet af fem forskellige kørere.

Charles Leclerc tager starten, Lewis Hamilton snupper Vettel og får skubbet tyskeren af banen. Vettel kommer dog tilbage op af Kemmel-langsiden. Max Verstappen bummer starten og Kimi Raikkonen kommer på siden af hollænderen. Igennem La Source er Max kilet helt indtil muren og Kimi drejer ind. Kontakt og Kimis bil bliver løftet op i luften. Maxs bil er beskadiget og han kører i den venstre dækmur efter Eau Rouge.

Safety car kommer på banen og flere kørere udnytter muligheden for at gå i pit for der har været lidt buler og skubberier. Kimi overlever flyveturen, men er nødt til at gå i pit for at få en ny forvinge. Carlos Sainz kom slet ikke afsted, hvorimod Lando Norris udnytter den rodede start til at komme op på plads fem.

Sergio Perez
Copyright Racing Point F1 Team

Carlos Sainz har været en tur i pit med store problemer med at komme afsted. Den spanske kører ruller langsomt rundt på banen og formår ikke at komme i pit. Samtidig har Safety car slukket lyset, men det bliver tændt igen, da Sainzs bil ikke er blevet fjernet fra afkørselsarealet. Dog kun for en omgang og på omgang 5 går løbet i gang igen.

De to Mercedes er klar til at angribe Ferrari og Vettel får en dårlig udgang i La Source. Bottas viser sig i Hamiltons spejle, men det lykkedes ikke for Lewis at komme forbi Sebastian. Igennem Pouhon er Leclerc næsten to sekunder foran Sebastian Vettel.

Pierre Gasly startede langt tilbage, men er allerede oppe på plads ni. Sergio Perezs Racing Point kører rigtig stærkt og er næsten helt oppe i Kevins gearkasse for enden af langsiden. Når DRS bliver åbnet, så ligner det en formsag for Sergio Perez at overhale. Kevin skifter retning for at forsvare sig mod Perez.

Antonio Giovinazzi
Copyright Alfa Romeo Racing

Alexander Albon er fyldet i en Renault-sandwich. Kevin fortsætter med at forsvare sig mod Perez, der næsten kommer uden efter langsiden. De to Ferrarier skiftes til at køre hurtigste omgang. Charles Leclerc misser Les Combes og Vettel kommer tættere på Leclerc. Lewis Hamilton nærmer sig DRS på Vettel.

Sergio Perez kommer forbi Kevin Magnussen og trækker fra med det samme. Næste kører klar til at angribe Kevin er Pierre Gasly.

Top 10 på omgang 10 er Lec, Vet, Ham, Bot, Nor, Gro, Per, Mag, Gas og Str.

Pierre Gasly har ingen problemer, da han på omgang 11 kører forbi Kevin Magnussen, der nu falder ned i Lance Strolls DRS-område. Stroll har dog ingen problemer med at komme forbi Kevin. Lidt komisk trækker Kevin til højre for at forsvare sig, men Lance bliver på sin bane og kører bare forbi.

Nico Hulkenberg
Copyright Renault F1 Team

Nico Hulkenberg tager det første rigtige pit stop på omgang 12 og kommer ud på medium-dækket. Daniil Kvyat kører også bare forbi Kevin, der bare falder igennem feltet. Daniel Ricciardo lægger pres på Albon, der er helt oppe ved Giovinazzi. Pierre Gasly er næste kører i pit og kommer foran Hulkenberg på banen. Giovinazzi kører også bare forbi Kevin Magnussen og man undrer sig lidt om det virkelig kan betale sig at have ham falde igennem feltet. Alexander Albon liner Kevin op og bremser sig forbi ham ind Bus Stop-chikanen.

Lance Stroll er næste kører i pit og kommer ud efter Hulkenberg. Mercedes gør klar til pit stop på omgang 15. Ferrari gør sig også klar og Sebastian Vettel kører i pit. Begge Mercedes bliver på banen, så har Mercedes igen snydt Ferrari til at tage et tidligt pit stop. Romain Grosjean kører i pit på omgang 17 og kommer ud lige efter Kevin Magnussen. Perez og Gasly overhaler begge Kimi Raikkonen i en næsten Hakkinen-overhaling, hvor de kører på hver sin side af finnen.

Kimi Raikkonen havde et rigtigt øv-løb
Copyright Alfa Romeo Racing

Sebastian Vettel er så hurtig, at han på omgang 18 kører to sekunder ind på Lewis Hamilton. Omgang 19 rejser tilskuerne sig og klapper af respekt for Anthoine Hubert, der kørte med nummer 19. Gasly overhaler Kevin og de rammer hinanden, så Kevin må tage afkørselsarealet i brug.

Han kommer tilbage på banen lige foran Nico Hulkenberg.

Top 10 på omgang 20 er Lec, Ham, Bot, Vet, Kvy, Nor, Gro, Alb, Ric og Gro.

Lando Norris går i pit på omgang 20 og kommer direkte ud og angriber Giovinazzi. Hulkenberg kører forbi Kevin op af Kemmel. Lando Norris kører sig tilbage på plads fem på omgang 21. Samtidig kaldes Charles Leclerc i pit og kommer ud efter de to Mercedes og Vettel.

Kevin er nu nede på plads 15 og er udover de to Mercedes den eneste kører også på soft. Lewis Hamilton kaldes i pit på omgang 23. Han har et langt pit stop på 3.6 sekunder og kommer ud efter Leclerc. Valtteri Bottas kaldes i pit på omgang 24. Bottas kommer afsted efter 2.3 sekunders stilstand.

Dermed fører Sebastian Vettel løbet. Alexander Albon tager sit første pitstop som Red Bull Racing-kører og kommer ud lige efter Kevin Magnussen, som stadig ikke har taget sit pit stop. Sergio Perez kører forbi Romain Grosjean og sender franskmanden ned på den sidste pointgivende plads.

Sebastian Vettel
Copyright Pirelli

Oppe foran kører Charles Leclerc sig i et hurtigt tempo ind på Sebastian Vettel imens Lewis Hamilton kører hurtigste omgang. Sebastian Vettel får besked på at lade Charles Leclerc komme forbi. Det sker op af Kemmel-langsiden. Efter 27 omgange er Kevin Magnussen nu sidste mand, efter begge Williams-kørere, men han har dog været i pit og få medium-dæk på.

Sebastian Vettel beklager sig over sine dæk, men får at vide, at han skal kæmpe med Lewis Hamilton. Lewis er under fuldt angreb på Sebastian Vettel og kørte på omgang 28 3.7 sekunder hurtigere end Vettel.

Det ligner en ren forbikørsel på omgang 30 med DRS. Det sker dog ikke.

Top 10 på omgang 30 er Lec, Vet, Ham, Bot, Nor, Per, Ric, Gro, Gas og Kvy

Trods DRS kan Lewis Hamilton ikke køre forbi Vettel og Bottas informeres om, at han skal spare dækkene.

Daniel Ricciardo faldt igennem feltet, da dækkene ikke kunne holde
Copyright Renault F1 Team

Lance Stroll tager et ekstra pit stop, det samme gør George Russell.

Lewis Hamilton angriber Vettel på den sidste del af banen, men på helt op i Les Combes for endelig at komme forbi. Nico Hulkenberg er også kørt i pit til nye dæk.

Med 12 omgange tilbage er afstanden mellem Charles Leclerc og Lewis Hamilton lidt over 6.6 sekunder. Robert Kubica og Kimi Raikkonen er også i pit og Kubica kommer tilbage på banen foran Iceman.

Leclercs held er, at der ikke er nogle biler mellem Hamilton og ham, så der er ikke nogen DRS-mulighed. Sebastian Vettel tager et ekstra pit stop og kommer ud på soft. Nu skal hurtigste omgang sikres. Daniel Ricciardo, Daniil Kvyat og Alexander Albon kæmper. Kvyat går uden om Daniel Ricciardo i Les Combes. Albon kører uden om Ricciardo, der ellers forsvarede sig godt.

Giovinazzi kører forbi Romain Grosjean, der nu er sendt ned på plads 12. Vettel kører en tur af banen for enden af langsiden. Pierre Gasly er nu i kamp mod Daniel Ricciardo, som ikke vil kunne holde plads 10.

Romain Grosjean er tosset over sine dæk. Giovinazzi og Gasly har en berøring ind i Les Combes.

Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG

Lewis Hamilton presser på nu. Han har kørt et sekund ind på Charles Leclerc og der mangler stadig seks omgange. Alexander Albon er gået forbi Daniil Kvyat.

Top 10 på omgang 40 er Lec, Ham, Bot, Vet, Nor, Per, Alb, Kvy, Gio og Gas

Daniel Ricciardo mister to placeringer. Først til Giovinazzi og siden Pierre Gasly. Nico Hulkenberg kører forbi Grosjean op af langsiden og så snupper Lance Stroll også lige #8 inden Les Combes. Der er næsten kontakt imellem de to.

Hulkenberg og Stroll snupper også lige Daniel Ricciardo og på tredjesidste omgang kører Kevin forbi Romain Grosjean.

Kevin Magnussen
Copyright Haas F1 Media

2½ omgange tilbage er Charles Leclerc lidt over to sekunder foran Lewis Hamilton. Kevin snupper også Daniel Ricciardo.

Sidste omgang er vi ude på og Hamilton er 1.3 sekunder efter Charles Leclerc. Hulkenberg kører forbi Pierre Gasly. Lige foran kører Antonio Giovinazzi af i Pouhon. Det giver gult flag og redder måske Charles’ løb. Charles Leclerc kører først over målstregen og tager sin første sejr i Formel 1.

Lando Norris er løbets mest uheldige kører. Fra en flot femteplads stopper han lige efter målstregen, men han mangler stadig en omgang. Dermed ryger han ud af pointene og slutter lige foran Kevin Magnussen i resultatlisten.

Valtteri Bottas snuppede den sidste plads på podiet, Sebastian Vettel tog hurtigste omgang.
Copyright Mercedes AMG

Resultatet af Belgiens Grand Prix 2019 er inden FIA gør det officielt:

  1. Charles Leclerc
  2. Lewis Hamilton
  3. Valtteri Bottas
  4. Sebastian Vettel (hurtigste omgang)
  5. Alexander Albon
  6. Sergio Perez
  7. Daniil Kvyat
  8. Nico Hulkenberg
  9. Pierre Gasly
  10. Lance Stroll
  11. Lando Norris
  12. Kevin Magnussen
  13. Romain Grosjean
  14. Daniel Ricciardo
  15. George Russell
  16. Kimi Raikkonen
  17. Robert Kubica
  18. Antonio Giovinazzi
  19. Carlos Sainz
  20. Max Verstappen

Charles Leclerc er hurtig til at dedikere sejren til Anthoine Hubert.