Vi elsker når afgørelsen på et mesterskab skal findes i sæsonens sidste løb. Så heldige var vi også søndag, hvor Formel E lukker ned for Gen 2-æraen med et løb 2 i Seoul. Endnu engang blev det et løb med mange DNF, men denne gang var det ikke en masse kørere på samme tid.
Vi blev dog vidner til endnu en trafikprop, der ødelagde flere køreres løb, i bedste fald kunne de nøjes med at skifte et punkteret dæk, men der var godt gang i den i løbet. Jake Dennis ramte Antonio Felix da Costa i et sving, hvilket sendte den tidligere mester i dækkene. Dermed var hans vinderchancer væk, men efter et dækskifte kørte han sig godt op igen.
Hvad værre var for portugiseren, så startede han på pole position. Den fik han dog ikke meget ud af, da Edoardo Mortara efter få minutter bremsede sig forbi ham. Det gav Jake Dennis blod på tanden og han kom også forbi. Det var lige før Stoffel Vandoorne sendte Antonio ned på p4, men han slap med skrækken. Stoffel havde et mesterskab at vinde og det kunne stadig tabes med en DNF.
Det var tydeligt, at det var sidste løb på sæsonen og i Gen2-bilernes tid. Det var også sidste chance for at gøre et godt indtryk på teamcheferne, så der blev gået til stålet, hvilket ikke altid er lige pænt.
Stoffel Vandoorne fik det ternede flag som 3’er, men blev 2’er da Jake Dennis fik fem strafsekunder for påkørslen af Antonio Felix da Costa. Oliver Askew havde et sjældent rigtig godt løb og kom ind på plads fem.
Seks biler udgik i løbet, flere af bilerne måtte fjernes bag safety car, så der blev lagt en del minutter til den endelige tid. Resultatet passede dog Stoffel Vandoorne, der kørte over som verdensmester, gjorde Mercedes EQ til verdensmestre og tog Mercedes’ anden kørertitel i træk.
Lidt pudsigt lukker sæson 8 og Gen 2 ned med Formel E’s løb nummer 100.
