FE: Lucas di Grassi vandt underholdende løb

Lucas di Grassi Copyright Audi Motorsport

Formel E-feltet var kommet til Mexico City og kørte fjerde afdeling på Hermanos Rodriguez-banen i det specielle FE-layout. Pascal Wehrlein startede fra pole position og måtte kæmpe hårdt hele løbet, men lavede en Björn Wirdheim og fik efterfølgende en straf, der sendte ham ud af podiet.

Lucas di Grassi startede toer, røg fra start ned på plads tre, brugte Attack Mode til at komme forbi Oliver Rowland på plads to og så lagde han uhyre meget pres på Pascal Wehrlein. Dermed tog han sin anden sejr i Mexico og Audis tredje.

Det startede kaotisk og det var underholdende fra start til slut. For enden af den korte langside er der en chikane og naturligvis fik den betydning. Oliver Rowland bremsede sig med røg fra alle fire dæk forbi Lucas di Grassi. Længere nede bagved var der biler, som ikke fik plads til at køre igennem chikanen og så måtte tage den udenom.

Nelson Piquet Jr. gik fra plads 11 til plads ni og lagde pres på Jean-Eric Vergne. På tredje omgang satte han angrebet ind. Vergne kørte langsomt (ifølge Piquet, red.), måske fordi han havde et teknisk problem, så brasilianeren forsøgte at komme inden om samtidig med, at den regerende mester lukkede døren.

Resultatet blev, at Nelson Piquet kørte over Vergnes bagdæk og blev sendt ud på en flyvetur. Alexander Sims blev taget med ud i sammenstødet. Først kom der full course yellow mens ingen rigtig vidste, hvad der var sket, minutter efter faldt det røde flag og de overlevende biler kørte i pit.

Her blev der udbedret et punkteret bagdæk på Jean-Eric Vergne og Alexander Sims fik også udbedret lidt skader.

Da løbet blev genstartet var løbet blevet reduceret til 41 minutter og en omgang, hvilket passer med ca. tiden fra løbet blev stoppet. Løbet blev genstartet med to omgange bag sikkerhedsbilen, hvor flere kørere aktiverede deres Attack Mode. Stort set alle kørere var på Attack Mode, da løbet blev genstartet.

Sebastien Buemi løb tør for Attack Mode før Antonio Felix da Costa og det betød, at schweizeren måtte forsvare sig hårdt. Nede i feltet blev der kæmpet hårdt og lavede nogle gode overhalinger. Blandt de forreste var der mere stilstand, men det betød ikke, at de bare kunne slappe af. Pascal Wehrlein styrede showet i spids, men kunne sjældent trække mere end et par tiendedele væk.

De to HWA-biler med Stoffel Vandoorne og Gary Paffett havde et løb, som ikke  var  værd at skrive om. Felipe Nasr var ny Geox Dragon-holdet og fik en godkendt debut, men ikke noget prangende. Jean-Eric Vergne fik ødelagt sit løb af Nelson Piquet i starten af løbet og senere i løbet sendte Piquets holdkammerat, Mitch Evans, Jean-Eric Vergne ud i et spin, der endte den sidste mulighed for at kunne komme i pointene.

Antonio Felix da Costa aktiverede sin Attack Mode før Sebastien Buemi og lagde pres på den tidligere mester. Det medførte, at Buemi i Nissan-raceren måtte aktivere sin Attack Mode for at forsvare sig. Lucas di Grassi var også først til at aktivere sit andet Attack Mode, så Oliver Rowland aktiverede også sit.

Attack Mode aktiveres i en alternativ vinkel i forhold til ideallinien og Rowland kiksede sin vej tilbage til ideallinien, hvilket fik Lucas di Grassi ind under og forbi. Så meget fart havde Oliver Rowland mistet, at Sebastien Buemi fik mulighed for at angribe.

Pascal Wehrlein aktiverede også sit Attack Mode, men kunne ikke gøre den samme brug af den, da han havde brugt mere energi end den brasilianske jager. De sidste mange omgange kørte Pascal derfor så langsomt og defensivt som muligt og Top 6 endte med at blive samlet i et ”Trulli Train”.

Lucas di Grassi var nu i angrebsmode og Pascal Wehrlein måtte forsvare sig. Så hurtigt var tempoet, at bilerne fik en ekstra omgang og på sidste omgang blev Wehrlein angrebet så han måtte køre udenom chikanen. På vej mod målstregen tabte Wehrlein momentum og blev overhalet inden om tyve meter før det ternede flag.

De to Nissan-racere med Oliver Rowland og Sebastien Buemi løb tør for strøm og faldt igennem feltet. Wehrleins genvej gav fem sekunders tidsstraf.

Lucas di Grassis og Audi fabriksholdets første sejr i år. Stor skuffelse hos Mahindra Racing. Resultatet blev derfor overraskende i forhold til resultatet en omgang før mål.

Plads Kører Team Car Omg. Afstand
1 Lucas di Grassi Audi Audi 45 1h13m15.422s
2 Antonio Felix da Costa BMW BMW 45 0.436s
3 Edoardo Mortara Venturi Venturi 45 0.745s
4 Jerome d’Ambrosio Mahindra Mahindra 45 1.159s
5 Andre Lotterer DS Techeetah DS 45 1.785s
6 Pascal Wehrlein Mahindra Mahindra 45 5.210s
7 Mitch Evans Jaguar Jaguar 45 5.800s
8 Felipe Massa Venturi Venturi 45 8.084s
9 Sam Bird Virgin Audi 45 8.356s
10 Daniel Abt Audi Audi 45 8.438s
11 Robin Frijns Virgin Audi 45 9.044s
12 Oliver Turvey NIO NIO 45 11.252s
13 Jean-Eric Vergne DS Techeetah DS 45 19.153s
14 Alexander Sims BMW BMW 45 20.471s
15 Tom Dillmann NIO NIO 45 20.871s
16 Gary Paffett HWA Venturi 45 23.272s
17 Jose Maria Lopez Dragon Penske 45 41.542s
18 Stoffel Vandoorne HWA Venturi 45 43.425s
19 Felipe Nasr Dragon Penske 45 1m56.160s
Oliver Rowland e.dams Nissan 44 Ingen strøm
Sebastien Buemi e.dams Nissan 44 Ingen strøm
Nelson Piquet Jr. Jaguar Jaguar 2 Uheld

Lucas di Grassi sagde efter løbet, at han troede det var det bedste løb han nogensinde havde kørt i Formel E.

10. marts er Formel E tilbage med 5. runde i Hong Kong.