Første løb i sæson 12 blev kørt i Sao Paulo. Ikke på Interlagos, men på en gadebane i byen. Det blev et dramatisk løb med et rødt flag og en flyvende debutant. Jake Dennis startede fra pole og sluttede med det ternede flag.
Kvalifikationen havde ellers givet Pascal Wehrlein pole, men en straf for hjulspin i pitten, sendte den tidligere mester ned på plads 4. Der var ballade allerede i første sving. Nyck de Vries begik kardinalsynden og ramte sin holdkammerat. Dan Ticktum blev også ramt og udgik.

Copyright Porsche Motorsport
Attack Mode skal stadig afvikles. 8 minutter fordelt over to omgange. Effekten ved Attack Mode er blevet endnu højere og kombineret med firhjulstræk får det DRS i Formel 1 til at virke som stillestående.
Det giver en masse overhalinger. Biler kommer udenfor Top 10 og løber tør helt fremme. Man mister overblikket, da der er så mange overhalinger, men i teorien bør resultatet blive det samme. Sådan er det dog aldrig.
De to Nissan-kørere ramte hinanden, og det fik Norman Nato til at ramme muren og udgå med et punkteret dæk. De gamle kørere og tidligere mestre Lucas di Grassi og Sebastien Buemi kørte bisset og fik begge advarsler for deres kørsel.

Copyright Porsche Motorsport
På omgang 23 sender Lucas di Grassi Eduardo Mortara i muren. Det bringer Safety Car på banen, og Lucas de Grassi udgår. Safety Car er på banen i flere omgange. Der er kommet en ny regel til denne sæson, at Attack Mode ikke behøver være afsluttet, når løbet slutter. Det skal dog være påbegyndt.
Da Safety Car kører i pit tager flere kørere deres sidste Attack Mode. Der går dog kun en omgang, så er Mitch Evans i muren. Bliver han ramt eller ej er lidt usikkert, men resultatet er det samme.

Copyright Porsche Motorsport
Der forventes en VSC, i værste fald en Safety Car, men der går få sekunder, så er der rødt flag. Hvorfor ved vi ikke i starten, men så viser tv-billederne en smadret Cupra Kiro-racer med debutanten Pepe Marti i. Det bliver vildere, da replayet kommer. Pepe Marti i sit første løb bremser for sent, kører op bag i Antonio Felix da Costa, flyver i luften og ruller på asfalten.
Sikkerheden er heldigvis i top, så bortset fra materiel skade kunne Pepe Marti stige uskadt ud af “vraget”. Bilerne sendes i pitten, der er kun to omgange tilbage, så spørgsmålet er om man kalder løbet og tager resultatet fra omgang 28 af de 30.

Copyright Porsche Motorsport
Løbet bliver genstartet bag Safety Car og giver et sprintløb på en omgang. Jake Dennis udnytter dette og stikker af. Oliver Rowland og Nick Cassidy kommer ind som nummer to og tre. Debutanten Felipe Drugovich slutter første løb på plads fem. Det kunne måske være blevet et podie, men det sørgede det røde flag for ikke kunne ske.
Det var Jake Dennis’ første sejr siden Diriyah 2024.











