Det er sikkert, at vi ikke slipper for den tidligere Formel E-mester Sebastien Buemi næste år. Han har netop skrevet kontrakt med Envision Racing, hvor han bliver holdkammerat til Nick Cassidy.
Sebastian Buemi er en veteran i Formel E, og kun missede ganske få løb, når der var datosammenfald mellem WEC, hvor han kører for Toyota, og Formel E. Det var netop en WEC-afdeling, der var årsag til, at han ikke genvandt sit mesterskab.
Efter et par svære sæsoner hos Nissan e-Dams har den schweiziske kører nu valgt at forlade holdet og er nu bekræftet hos Envision Racing.
“Det er et interessant tidspunkt at være en del af Formel E, og jeg kan ikke vente med at begynde at køre for Envision Racing næste sæson. Jeg har altid haft en enorm respekt for holdet, og jeg tror på, at de har gjort et fantastisk stykke arbejde med at maksimere resultaterne gennem årene.”
“Den nye Gen3-æra er enormt vigtig for sporten og byder på en ny udfordring med en hurtigere, lettere og mere kraftfuld bil. Mit mål er at kæmpe i fronten, så jeg ser frem til at begynde at teste og forberede mig forud for det første løb i Mexico City.”
Udover Sebastien Buemis fortsatte tilstedeværelse i Formel E, så er der apropos det japanske Formel 1-grand prix på Suzuka, nu også interesante japanske nyheder i Formel E.
For tirsdag blev der underskrevet en hensigtserklæring om at bringe Formel E til Tokyo allerede i foråret 2024.
Området der sigtes imod er en bybane omkring Tokyo Big Sight. De kommende måneder vil der blive arbejdet på flere fronter for at blive klogere på om det kan lade sig gøre. Japan har indtil nu ikke været en del af Formel E.