Englands GP – Kval – Smooth operator tog pole

Carlos Sainz tog pole på Silverstone 2022 Copyright Pirelli

Kvalifikationen til Englands GP blev en våd og optørrende omgang. Papaplyerne var slået op hele Silverstone rundt og alle biler gennem hele kvalifikationen kørte på intermediates-dæk. Da Q3 sluttede var det overraskende nok Carlos Sainz som tog hurtigste tid.

Overraskende fordi Max Verstappen har kørt med chili i sin Red Bull for hollænderen havde travlt med at komme banen rundt. Både i Q1 og Q2 var Max Verstappen hurtigst, men et spin i Q3 rystede måske verdensmesteren så meget, at han lige manglede den sidste halve promilles tryk på speederen.

Carlos Sainz var meget overrasket over sin pole position, som kom i hans GP nummer 150.

Q1 startede i regnvejr, men banen begyndte at tørre op og tiderne faldt løbende. Et forsøg på at hende de sidste tiendedele med nye dæk for at avancere til Q2 mislykkedes for begge Haas-racere. Aston Martin kom heller ikke videre, hvilket overraskede og frustrerede Sebastian Vettel. Sidste mand eller rettere første mand som ikke gik videre var Alex Albon, der tilmed kørte i den opgraderede Williams.

Yuki Tsunoda
Copyright Pirelli

Tiden mellem Q1 og Q2 bød på mere regn og alle kørere skyndte sig ud for at sætte en tid. Regnen tog dog til med fem minutter tilbage, så alle biler kørte i pit. Ville de blå regnvejrsdæk være hurtigere end de grønne intermediates? Det fandt vi aldrig ud af, men da tiden løb ud var det med Nicholas Latifi fra William videre til Q3. Guanyu Zhou avancerede også.

Q3 blev et sprint i det våde element. Der blev advaret om regn med fem minutter tilbage i q3, så kørerne var tidligt på banen. Tiderne faldt hele sessionen igennem. Først Zhou med 1.49, så Alonso med 1.46. Ferrari og Max sænkede tiden til 1.44. Hamilton holdt sig godt med i toppen, og da Max sænkede tiden til 1.41.055 så burde pole position være sikret.

På sidste omgang lykkedes det for Carlos Sainz at sætte tiden 1.40.989. Hverken Max eller Charles Leclerc kunne gøre noget på den sidste omgang.

Englands GP 2022 – Kvalifikationen