Emilia Romagna – De frie træninger

Valtteri Bottas Copyright Mercedes AMG

Mercedes så ikke helt så godt ud, da der blev kørt i Bahrain for tre uger siden. Tilbage i Europa på Enzo e Dino Ferrari (Imola, red.) var det anderledes. For selv om der umiddelbart er tæt løb helt i top, så var Valtteri Bottas hurtigst i begge træninger foran Lewis Hamilton.

I FP2 kørte Bottas hurtigere på det gule mediumdæk end de andre kørere på deres softdæk. Første træning startede og sluttede med et spin til unge Nikita Mazepin. Det har naturligvis givet en masse grin og meme på de sociale medier, men Nikita var godt tilfreds med dagens træninger.

Nikita Mazepin
Copyright Haas F1 Media

Nikita følte, at han var kommet tættere på bilens grænser og den opsætning han gerne vil have.

“Jeg mener vi havde en positiv dag – jeg lærte virkelig en del om bilen. Jeg mener jeg tog endnu et godt skridt frem på holdet, hvad angår at forstå bilen, som jeg ønsker at køre.”

Der var en del afkørsler i FP1, men der kom dog rødt flag over banen, da Sergio Perez og Eseban Ocon havde et sammenstød på banen. Begge kørere var ude af træningen, men det skete heldigvis i den sidste del af træningen.

Nicholas Latifi
Copyright Williams Racing

Max Verstappen var 3’er, men de store overraskelser var Carlos Sainz og Pierre Gasly. Pierre Gasly har kaldt Imola for sin yndlingsbane og det viste han også i FP2, hvor han sluttede efter de to Mercedes-kørere.

Charles Leclerc havde tekniske problemer i første halvdel af FP1. Køreren fra Monaco kom dog på banen og gav den gas og sluttede på plads 4. Yuki Tsunoda var FP1’s store skuffelse, men det er siden kommet frem, at den lille japaner har haft svært ved at nå pedalerne.

Man kan grine af det, men Alpha Tauri har fået forlænget pedalerne, så Yuki igen kan køre stærkt.

Emilia Romagna FP1 2021

FP2 havde også sine øjeblikke. Charles Leclerc crashede sin Ferrari, men han var mindre hård overfor sig selv end han plejer at være. Mange husker nok ‘I am stupid, I am stupid’ i Tyskland 2019, men han var heldigvis mindre hård ved sig selv denne gang.

Max Verstappens RB16B stoppede også på banen. Et formodet problem med drivakslen, som skete lige efter Max havde passeret pitlaneindgangen. Han stoppede ved udgangen og blev trukket ind i pit, men det betød afslutningen på hollænderens dag.

Pierre Gasly
Copyright Red Bull Contentpool

Sergio Perez gjorde det hæderligt, bestemt ikke prangende, i den anden Red Bull, og da Yuki igen kunne nå pedalerne, så var han oppe på P7. Lando Norris, Antonio Giovinazzi og Lance Stroll blev p8, p9 og p10.

Sebastian Vettel er stadig ved at lære sin Aston Martin at kende og sluttede helt nede på p15. Nicholas Latifi havde til gengæld en god dag og slog George Russell i begge træninger. Nikita Mazepin var langsomst, men kørte alligevel et sekund hurtigere end sin tid i FP1.

De store skuffelser må siges at være Kimi Raikkonen og Daniel Ricciardo, der sluttede på p17 og p18. Ikke det man forventer, når holdkammeraterne begge er i top 10.

Emilia Romagna FP2 2021