Det danske firma Asetek A/S vil udvikle verdens bedste racingsimulatorer – og en samlet produktserie til globalt SimSports-marked. Esport og simracing er de sidste år eksploderet, og der findes nationale og globale ligaer indenfor al motorsport.
Der findes simulatorer til både professionel og hobbybrug fra et par tusinde op til en lækker sportsvogn. I disse uger viser TV2 Sport direkte transmissioner fra den danske Porsche Esport Carrera Cup Danmark-serie, hvor professionelle racerkørere og professionelle amatører kører for nationale og internationale eSport-hold.

Copyright Asetek
Teknologivirksomheden i Aalborg etablerer et nyt forretningsben, der bygger videre på mangeårig erfaring med udvikling af højteknologi til gamercomputere. Foreløbig er 16-18 specialister samlet og godt i gang med at etablere den helt nye Asetek-produktlinje.
”Asetek SimSports” forventer ledelsen på sigt vil udvikle sig til en mindst lige så stor succes, som den øvrige etablerede forretning hos Asetek. Den børsnoterede virksomhed har netop afleveret sit hidtil flotteste regnskab med 15 mio. dollars på bundlinjen oven på en vækst i 2020 på 34 pct.
Den seneste tid har Asetek samlet 16-18 specialister i en ny afdeling, der er godt i gang med at udvikle en højkvalitetsserie af produkter til SimSports og specielt racing-simulatorer. En produktserie, der så vidt muligt matcher virkelighedens oplevelse af at drøne afsted ned ad langsiderne og rundt i kurverne i en virkelig, fysisk racer.

Copyright Valdemar Eriksen Racing
De første produkter – de avancerede pedaler – forventer Asetek-stifter og CEO André Sloth Eriksen på markedet og i masseproduktion allerede i slutningen af året. Men man er også godt i gang med udviklingen af bl.a. rat, Force Feedback (FFB), ratmotorer, gearskifte, sæder osv. En komplet serie af produkter lanceres i løbet af 2021 og derefter.
Udstyret designes, prototypeudvikles, testes og produktionsmodnes hos Asetek i Aalborg, hvor man i forvejen råder over store kompetencer inden for kombinationen af klassisk mekanik, software og hardware – populært kaldet ”mekatronik”. Alene i 2020 producerede og solgte virksomheden mere end 1 mio. avancerede vandkølere til gaming-PCer og datacentre, som bl.a. sparer brugerne for en masse strøm.
En frontløber indenfor teknologi
For at accelerere produktlanceringer og opnå Pole Position i relation til SimSports, har Asetek inden for de seneste måneder opkøbt et britisk simracing-softwarefirma samt immaterielle rettigheder og software hos et finsk firma. Derudover har man hentet og nyansat en halv snes specialister, som er stødt til et hold af egne folk.

Copyright Asetek
Målet er avanceret simulatorudstyr til et voksende globalt marked, der efterlyser let tilgængeligt kvalitetsudstyr:
” Et af problemerne med de simulatorprodukter, der i øjeblikket findes på markedet, er, at man som bruger i dag næsten er tvunget til samtidig selv at være tekniknørd, og selv finde de forskellige dele hos forskellige producenter og ofte selv må eksperimentere med derefter at integrere komponenterne med hinanden.”
“Hos Asetek vil vi nu udvikle en samlet kvalitetsserie under Aseteks SimSports-brandet med fuld og enkel integration, hvor vi vil levere alle komponenter, der fra starten er designet til at fungere sammen og er styret af ét stykke egenudviklet software, vi kalder Race Hub,” uddyber CEO André Sloth Eriksen.
Inspiration fra egen erfaring
Asetek blev grundlagt for over 20 år siden, med udgangspunkt i André Eriksens egne interesser og erfaringer med PC’er og køling, som André arbejdede meget med i fritiden på daværende tidspunkt.

Copyright Valdemar Eriksen Racing
Virksomheden etablerede for et par år siden eget eSports Academy til gratis brug for de mest dedikerede af regionens unge – med markedets mest avancerede gaming PCer og simulatorudstyr. Udstyret viste sig imidlertid ikke at været helt enkelt at både samle og få til at fungere over længere perioder, og specielt de simulatorer, der kunne skaffes, har krævet meget vedligehold og løbende konfigurering.
Inspirationen til det nye forretningsben hos Asetek, er til dels opstået på grund af erfaringerne fra etablering og drift af eSports Academy, men også fra et andet område, hvor André har rigtig meget personlig erfaring, nemlig fra alverdens racerbaner de seneste 10-15 år.
André kørte i sine yngre år meget motorsport i USA og Danmark, ligesom hans søn Valdemar Eriksen i dag kører race på højt niveau i udlandet. Det sidste sker i øvrigt i en international serie, hvor de, som de første i verden, skal konkurrere i både rigtige biler og simulatorer i selvsamme weekender.
Valdemar har for tiden sin daglige gang efter skole og karriere i Asetek’s udviklingsafdeling, hvor han i samarbejde med mekanik-, elektronik- og software-ingeniørerne hjælper med at opnå den rigtige realisme og holdbarhed i simulatorprodukterne.

Copyright Valdemar Eriksen Racing
Racing og simulatorracing smelter sammen
”Det er tydeligt, at fysisk racing og simulatorracing smelter mere og mere sammen. Eksempelvis var NASCAR’s 2020 iRacing event det mest sete eSports-event nogensinde. Det er samtidig åbenlyst, at simulatorudstyr ikke helt kan følge med og i høj grad stadig er på ”nørd-stadiet”, ligesom vandkøling var for 20 år siden.”
“Min vision er at gøre det samme med simulatorprodukter, som vi har gjort med vandkøling – nemlig at producere højteknologiske, bruger- og prisvenlige simulatorprodukter til det globale marked,” forklarer André Sloth Eriksen.
Han byggede sin egen første bevægelsesracingsimulator for efterhånden 12-13 år siden og har sidenhen bygget flere avancerede simulatorer til brug for virtuel træning af racerkørere og har stor personlig viden på området:
”Inden udgangen af 2021 har Asetek investeret mere end 75 mio kr. i projektet. Derudover råder vi måske over verdens bedste team af ingeniører, udviklere og marketing, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette nye forretningsben ad åre bliver en kæmpesucces for os,” konkluderer. Aseteks CEO.










