Har du nogen sinde kørt en Gruppe C til vejen? Nej vel. Men på mange måder var JaguarSport XJR-15 et forsøg på at skabe en neddroslet Gruppe C-racer med inspiration fra de succesfulde TWR Jaguar-biler fra Le Mans. Nu er der kommet en bog om XJR-15 udgivet på forlaget Porter Press.
En bog på 240 sider med masser af flotte fortællende billeder og scans af noter til projektet. En bil som blev bygget til en support sportsvognsserie, der skulle køres i forbindelse med Formel 1 og Le Mans. En bil der skulle bygges i en racerversion til Jaguar Intercontinental Challenge, en treløbs serie som support til Formel 1, der blev kørt i Monaco, Silverstone og Spa-Francorchamps.
Men primært som en gadebil med inspiration fra TWR Jaguar-bilerne fra Le Mans. 50 biler skulle bygges, og oprindelig var det et rent Tom Walkinshaw Racing-projekt. Det blev så til et samarbejde mellem Jaguar og TWR, deraf navnet JaguarSport.
Bogen er skrevet i 9 kapitler, og er lidt af et Kinder æg, hvor du får mere end kun historien om XJR-15. Du får en præsentation af forfatter Peter Stevens, der er en ægte bildesigner, ikke en ingeniør, hans baggrund der på mange måder er rigtig spændende. Han har været involveret i livery designs på Bernie Ecclestones Brahbam-team, han har været inde over Gordon Murrays McLaren F1, og var hoveddesigner på den nye Lotus Esprit og Lotus Elan.
Han var i en periode inde over flere TWR-projekter, og han er fra en tid, hvor CAD-design var nyt og modeller blev udformet i ler. Han forklarer med egne ord udfordringen ved at designe en Jaguar sportsvogn samtidig med Jaguar selv havde produceret Jaguar XJ220, og de udfordringer det gav.
Derfor kørte XJ220 med en V6 turbomotor, mens XJR-15 blev bygget med en V12 sugemotor og en tophastighed lavere end XJ220. Forhistorien kan godt være lidt forvirrende. XJR-15 var oprindelig ment som en ægte Tom Walkinshaw Racing-sportsvogn, og flere gange i bogen nævnes R9R, som var det oprindelige kodenavn for bilen.
Historien er spændende, men inden vi rigtig kommer i gang med XJR-15 får vi portrætter af forfatter og designer Peter Stevens, Tom Walkinshaw, og TWR’s historie på Le Mans, og de mange udfordringer som holdet havde, selv om det vandt både i 1988 og 1990 på Le Mans.
Afsnittene der handler om selve XJR-15 er krydret med masser af beskrivende noter/billeder. Jeg husker at have læst i Bilen, Motor og Sport at bilen var understyrende, og en af årsagerne til det skyldes en sen ændring af dækmærke. Oprindelig var bilen bygget til Goodyear-dæk, men et sent skifte til Bridgestone med en anden dækgeometri ødelagde noget af styringen.
Der er henvisninger til anmeldelser fra biljournalister og professionelle racerkørere. Vi får en gennemgang af de tre Jaguar Intercontinental Challenge-løb og hvorfor serien ikke kørte som en supportklasse på Le Mans. Hvordan kravet til 16 biler til hver runde blev løst, og hvorfor der var en #17 i en 16 bils serie. John Nielsen kørte to af de tre løb, men han var ikke fan af racerbilen.
I 1987 havde Win Percy en ufrivillig flyvetur på Le Mans. Brugen af kulfiber i Le Mans var heldigvis i gang, så forslået og chokeret kravlede Win Percy ud af bilen. Det ødelagte chassis (tub) blev brugt til udviklingen af XJR-15, og skulle man være lidt fræk i ordene, så blev et XJR-15 chassis brugt til udviklingen af Nissan R390 som TWR stod bag, og forskellen på 1997 og 1998-udgaven af R390. Vidste du, at R390 i 1997 faktisk ikke blev godkendt til Le Mans, og man måtte hastemodificere chassiset for at få godkendt bilen.
Sidste del af bogen handler om bilens efterliv, og hvordan bilen blev en succes i efterlivet, hvor den var noget mere udskældt ved debuten. Hvordan modellen fandt et nyt liv i efter Goodyear Festival of Speed. Der blev bygget et begrænset antal af XJR-15 Evolution, kørt et kapløb mellem en XJR-15 og en F16. F16 vandt.
Det japanske universitet Tokai University fik adgang til chassis 08 og modificerede det med en V8 Nissan-motor og ændrede aerodynamikken på bilen. Erfaringerne blev senere brugt til at stille op på Le Mans med en Courage-Oreca LC70 LMP1-racer i 2008. Bilen fik dispensation til at stille op i løbet, da den ikke overholdt de 107% tidsgrænse som blev sat af en Peugeot 908.
Når man først får overblikket over de mange informationer, og de mange sidespring som hvorfor McLaren blev prissat til £540.000 og hvordan mange designs blev skabt udenfor normal arbejdstid, så er det rigtig spændende læsning.
Bogen er udgivet på Porter Press, som er et britisk forlag, der bl.a. specialiserer sig i motorsportsbøger som f.eks. TWR-Porsche WSC95 – The autobiography of WSC 001. Bogen kan købes signeret af forfatteren Peter Stevens, men det er nok mere end nørdebog end noget man lige læser igennem.
Selv om JaguarSport XJR-15 ikke er en model man hører så meget om, men som har fået et liv årtier efter, så er et eksempel på bilens indflydelse bl.a. at finde i Cars 2-tegnefilmen, hvor en af hovedpersoner er baseret på XJR-15, og nu er bilen også blevet en del af Forza Horizon 5, så nu har den fået evigt liv på den digitale platform.
Bogen er på ingen måde billig, hvilket nok afskrækker en del, men er du nørd, positivt ment, så skal du ikke afholde dig fra at investere i bogen.