Officielt er Visa Cash App Racing Bulls Red Bulls juniorhold. Det har dog været så som så med nye kørere fra Red Bull Academy-programmet. Det kan ændre sig i fremtiden.
Ifølge Dr. Helmut Marko så er der enighed blandt aktionærerne hos Red Bull om, at juniorholdet skal agere et rigtigt juniorhold igen i fremtiden.
Det vil sige, at der skal ske en naturlig progression fra juniorprogrammet til Formel 1. Bedste bud på en ny kører er Isack Hadjar, som fører F2-mesterskabet med fire sprint- og fire featureløb tilbage.
Selv om der de sidste par år er reduceret i antallet af Red Bull-juniorer, så er der stadig mange på vej. To i Formel 2 og tre i Formel 3, og så kommer de mindre klasser.
2025 kan blive et rigtigt shake up-år med et avancement til Red Bull Racing for Yuki Tsunoda, og en helt ny kørerduo hos VCARB med Liam Lawson og Isack Hadjar i sæderne.
Dr. Helmut Marko udtalte til ‘Speed Week’:
“Vi vil analysere og evaluere vores Red Bull juniorers performance i detaljer under sommerferien.”