GPnews var inviteret af Fanrejser til forpremiere på Le Mans 66-filmen. Forestillingen foregik på Ro’s Kino og inden da var der inviteret til hygge med gløgg, varm kakao og æbleskiver og Heineken øl i både den bilvenlige og ikke-bilvenlige version hos Fanrejser.
I en næsten fyldt sal sad jeg klar til at se om Le Mans 66 kunne blive efterfølgeren til Rush og lad mig sige med det samme. For mig kan den ikke måle sig. Hvor Rush tog sig lidt friheder i fortællingen, der skulle munde ud i 1976-sæsonen, så er Le Mans 66 en ægte Hollywood-film med skurke, helte og det ekstra gear, hvor man altid kan overhale.
Man kender jo også lidt udfaldet af filmen, lidt som hvis man ser Titanic, så det er mere vejen mod afslutningen vi følger og den er lang. Af en film, der hedder Le Mans 66 så er der ikke meget Le Mans over filmen. Af en film på 2½ time, så skal vi næsten to timer hen i filmen før vi ankommer til Le Mans med de klicheer der skal til.
Oprindelig var filmen kendt som Ford vs Ferrari, men der er heller ikke meget Ferrari i filmen, der dog heller ikke fremstiller Enzo Ferrari som den kyniske teamchef, men alligevel som lidt af en spekulant, der udnytter Fords interesse til at presse salgsprisen op, da FIAT opkøber Ferrari.
Filmen fokuserer på Carroll Shelby, spillet af Matt Damon, og Ken Miles, spillet af en britisk-talende Christian Bale, som de to hovedpersoner i centrum. Ken Miles er en fantastisk racerkører med en arrogant bedrevidende attitude, der kritiserer Fords Mustang-model foran vice-chefen hos Ford og skaber filmens største skurk, der gør alt for at forhindre Ken Miles’ succes.
Copyright Ewert Foto
Carroll Shelby er klassens frække dreng, der ikke spiller helt rent spil, da han under Le Mans 66 både stjæler stopure fra Ferrari og kaster en hjulmøtrik ned foran Ferrari pitten, så mekanikerne frygter de ikke har monteret et hjul ordentligt. Til store grin i biografen.
Vi griner også, da Carroll og Ken kommer op at slås på asfalten og Kens kone finder en havestol frem og overværer det. Der er masser af humor i filmen, vi får også et indblik i hvor meget testarbejde, der er i udviklingen af bilen, men man springer let og elegant over hvordan Carroll Shelby fandt på at tegne stregerne til GT40.
Der er også lidt lærdom i filmen, når Ken Miles forklarer sin søn Peter om hvorfor bilen er præcis 40 tommer høj og hvordan den perfekte omgang ser ud. Igen masser af Hollywood. Henry Ford II fremstilles først som en diktator, for siden at være handlingslammet uden det store overblik.
Vi mangler også baggrunden for, at Ken Miles er så teknisk dygtig og ikke bare en god racerkører. Flere gange fortæller han, hvad der skal gøres med bilen, og kender man ikke specielt til Ken Miles, så kan man godt undre sig.
De værste klicheer tages også i brug. Når kørerne passerer hinanden, så har de god tid til at kigge på hinanden. Ken Miles har også tid til at snakke med sig selv, så man ikke er i tvivl om, hvad han vil gøre og så er der ikke en sveddråbe på ham trods mere end 300 km/t i en bil, der kan slå dig ihjel.
Værst er dog muligheden for at skifte et gear op og træde speederen i bund, så man lige kan overhale den forankørende.
Den sidste del af filmen er også klassisk Hollywood. Set som en autentisk historie, så var jeg mere bevæget, da jeg så Rush og jeg var slet ikke så følelsesmæssigt investeret i filmen på samme måde som Rush eller en helt anden film, der også handler om racing ‘The Art of driving in the rain.
Det er ikke en dårlig film. Den er underholdende og medrivende, men også en halv time for lang med lidt for meget Hollywood.
Derfor får den kun 3 ud af seks af mig.
Den skal dog nok komme hjem og stå på reolen med de andre racerfilm, når den udkommer på bluray.
