Dagene efter Australiens Grand Prix udkom en ny bog på forlaget Michael O’Mara Books. Bogen Lando Norris: Road to World Champion fokuserer på Lando Norris’ VM-vindende 2025-sæson.
Bogen er skrevet af Nate Saunders, en mangeårig F1-journalist fra ESPN, og over 224 sider gennemgår han 2025-sæsonen løb for løb. Krydret med over 100 billeder fra sæsonen brydes teksten op, så man ikke bliver træt af teksten.

Copyright Michael O’Mara Books
Med titlen får jeg forventninger om en bog, der følger Lando Norris krydret med personlige interviews med hovedpersonen. Det får man ikke. I stedet får vi en gennemgang af hver løbsweekend, der tager udgangspunkt i den fulde weekend med citater fra andre kørere, og hvordan det er gået dem.
Altså mere et sæsonoverblik med en del fokus på Papaya Rules, og med lidt personlige kommentarer fra forfatteren. En af årets kontroversielle episoder var Italiens Grand Prix, hvor Oscar Piastri bliver bedt om at give pladsen tilbage til Lando Norris efter et kikset pitstop til briten.

Copyright Michael O’Mara Books
Hvis man har glemt grunden, den rigtige grund, så får man det forklaret i bogen. Man mærker også frustrationerne i de senere løb, hvor Red Bull har fået overtaqet på banen. Hvert løb slutter med et fokus på Top 3 i VM, hvor man følger stillingen mellem de tre i mesterskabskampen.
En stor anke er, at selv om det primære fokus er på Lando Norris og indirekte modstanden fra Oscar Piastri og Max Verstappen, så mangler der en resultatliste for hvert løb. Det som giver en det fulde flashback til løbets resultat.

Copyright Michael O’Mara Books
Jeg troede det som minimum ville komme sidst i bogen, men det glimrer desværre ved dets fravær. Det trækker ned for mig i en ellers god bog, specielt til prisen.
£20 er den officielle pris. Bogen er i hardback og størrelsen er lige under A4. Bogen ligger godt i hænderne, der er noget specielt ved at sidde med en fysisk bog fremfor at scrolle en e-bog eller pdf på mobilen eller tabletten.
GPnews kan sagtens anbefale bogen. Den giver en god gennemgang af sæsonen, ikke kun set fra Lando Norris’ side. Billederne er flotte og er ikke kun af Lando eller McLaren.
Vil man undgå en hilsen fra Postnord så kig på de danske webshops. Saxo.com har bogen til 224,95, men tør man tage chancen så findes bogen billigere på flere udenlandske sider. Amazon.co.uk har bogen til lidt over 100 kr (1. april 2026), men her bliver der lagt bogmoms til den samlede pris, fragtomkostninger og en rimelig chance for, at den bliver spottet af Postnords blodhunde.
God læselyst hvis du køber bogen.










