Ruslands GP – Bottas vinder Ruslands GP

Valtteri Bottas Copyright Daimler Benz

Vi er klar til Ruslands GP. Et af de få løb, der faktisk afvikles på den oprindelige dato i 2020-kalenderen. Vejret er flot og der er en reel chance for, at Lewis Hamilton ikke vinder løbet i dag. Lewis starter på softdæk, hvilket ikke er noget han ønskede, og så risikerer han en femsekundersstraf for at foretage en prøvestart ud af pitlane.

Lewis Hamilton starter fra pole position efter han i går satte en ny banerekord på banen i Sochi. Dette er dog en af de sværere baner at forsvare pole position på grund af den lange afstand ned til sving 2, hvor slipstreaming når at virke.

Sebastian Vettel tager sin start nummer 250, Kimi Raikkonen tangerer med start nummer 322 Rubens Barrichellos rekord. Mercedes har vundet alle tidligere løb på Sochi og 2020 ændrede ikke på dette.

Lewis startede fra pole i Rusland
Copyright Red Bull Contentpool

Der er næsten drama på formationsomgangen, da Kevin Magnussens Haas holder stille. Kevin får dog bilen i gang og indtager sin oprindelige startplacering. Til gengæld kommer der drama i starten. Lewis tager starten og Bottas udnytter slipstrømmen til at komme forbi Max Verstappen, der bliver sat under pres fra Daniel Ricciardo.

Carlos Sainz smadrer sin McLaren, da han forsøger at komme tilbage på pitten efter at have misset sving to. Med høj fart smadrer han venstre forhjulsophæng ind i dækmuren, hvilket slynger bagenden ind i flamingopilen. Senere på første omgang udgår Lance Stroll, og de to episoder medfører safety car på banen.

Lando Norris, Alex Albon og George Russell kører alle i pit og skifter til hard-dæk efter omgang 1 og kommer automatisk bagerst på gridden. Safety Car bliver på banen indtil omgang seks, hvor løbet gives frit igen.

Valtteri Bottas foran Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool

Få omgange senere meddeles Lewis, at han fået ti strafsekunder for to individuelle ulovlige prøvestarter, da pitlanen blev åbnet. Det ændrer med det samme løbet for Lewis kommer til at holde stille 10 sekunder inden hans pit stop må foretages.

Lewis’ pit stop bringer Valtteri Bottas og Max Verstappen i front og resten af Lewis’ løb bliver en jagt på den sidste podieplads. De to straffe giver Lewis fire strafpoint på superlicensen, så han nu har ti strafpoint ud af de 12 tilladte. To point mere og Lewis får en løbskarantæne.

Den megen forvirring udnytter Kevin Magnussen og Haas. Fra at have startet 18 så er han på plads ni til genstarten. Herfra handler det om at holde sig i pointene og det ser længe godt ud. Efter sit pitstop er han ude af pointene, men et point eller to er ikke udenfor rækkevidde.

Desværre er det kun Lando Norris og George Russell, der tvinges til et ekstra pitstop. Alex Albon gennemfører løbet på de harddæk han er skiftet til på omgang 1. Da Lando Norris’ dæk er færdige med få omgange tilbage kommer han til at holde i vejen for Kevin, der mister et par sekunder og bliver overhalet omgangen senere af Antonio Giovinazzi. Dermed er Kevin på plads tolv og så er pointet ikke længere en mulighed.

Daniil Kvyat
Copyright Red Bull Contentpool

I lang tid ligger agtertrioen Russell, Norris og Albon og slås, men både Lando og Alex får styr på deres biler. Begge kørere ender på de bagerste pointplaceringer, men hvor Lando Norris ryger ud af top 10 på smadrede dæk og efterfølgende pit stop, så ender Alex med at tage det point Kevin længe bejlede til.

Daniel Ricciardo får også en femsekundersstraf, da han kører forbi sin holdkammerat Esteban Ocon for enden af sving to. Han kommer den forkerte vej ind på banen, men modtager straffen med højt humør ’Så må jeg bare køre lidt hurtigere’.

Store dele af løbet handler om, hvornår de forskellige kørere går i pit og vi skulle hen til slutningen af løbet før løbet satte sig. Pierre Gasly var tæt på at tage hurtigste omgang, kun for at blive slået af Valtteri Bottas på næstsidste omgang. Pierre Gasly tog plads ni fra Alex Albon med få omgange tilbage og det understreger endnu engang, at Alex Albon ikke får det ud af bilen, som den kan.

Glæde efter løbet
Copyright Red Bull Contentpool

Bortset fra Carlos Sainz og Lance Stroll, der røg ud på omgang 1, så gennemførte alle kørere, selv om flere beklagede sig over bremserne til sidst.

Efter 53 omgange er det med trioen Valtteri Bottas, Max Verstappen og Lewis Hamilton, der betræder podiet. Bottas har så meget overskud på cooldown-omgangen, at han gentager sin kommentar fra Australien 2019. Til dem som har glemt den, så startede den således ’To whom it may concerns….’

Resultatet af Ruslands GP, der for første gang i løbets historie ikke havde Vladimir Putin forbi, blev:

Plads Kører Team Afstand
1 Valtteri Bottas Mercedes-AMG Petronas Formula One Team 1t34m00.364s
2 Max Verstappen Aston Martin Red Bull Racing 7.729s
3 Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas Formula One Team 22.729s
4 Sergio Perez BWT Racing Point F1 Team 30.558s
5 Daniel Ricciardo Renault DP World F1 Team 52.065s
6 Charles Leclerc Scuderia Ferrari 1m02.186s
7 Esteban Ocon Renault DP World F1 Team 1m08.006s
8 Daniil Kvyat Scuderia AlphaTauri Honda 1m08.740s
9 Pierre Gasly Scuderia AlphaTauri Honda 1m29.766s
10 Alexander Albon Aston Martin Red Bull Racing 1m37.860s
11 Antonio Giovinazzi Alfa Romeo Racing ORLEN 1 omg.
12 Kevin Magnussen Haas F1 Team 1 omg.
13 Sebastian Vettel Scuderia Ferrari 1 omg.
14 Kimi Raikkonen Alfa Romeo Racing ORLEN 1 omg.
15 Lando Norris McLaren F1 Team 1 omg.
16 Nicholas Latifi Williams Racing 1 omg.
17 Romain Grosjean Haas F1 Team 1 omg.
18 George Russell Williams Racing 1 omg.
Carlos Sainz Jr. McLaren F1 Team Kollision
Lance Stroll BWT Racing Point F1 Team Kollision