Italiens GP – Italien fik ny folkehelt

Kimi Antonelli vandt Italiens GP Copyright Pirelli

Kimi Antonelli kom fra sidste startrække (de to bag startede fra pitten) og vandt det italienske grand prix, der bød på tårer for de italienske tifosi. Charles Leclerc crashede sin Ferrari og gav et rødt flag, der ændrede løbet.

Pierre Gasly startede fra pole og tog starten foran George Russell var kommet forbi. Charles Leclerc pressede Lewis Hamilton i gruset, da Lewis forsøgte at gå indenom og kom afsted i p3.

Lewis Hamilton røg helt ned på p10. George Russell tog føringen fra Pierre Gasly, Charles Leclerc kom egentlig forbi Pierre Gasly, men Gasly tog pladsen tilbage. Med et mistet momentum kom Max Verstappen også forbi og på baglangsiden forsøgte Oscar Piastri at angribe Ferrari-køreren.

Pierre Gasly tog den første start
Copyright Pirelli

Der er tæt på kontakt mellem Leclerc og Piastri, men det er der ikke. Det bringer dog Leclerc ud af ideallinjen og bilen drifter mod baneafgrænsningen. Det ene baghjul kommer ud på den hvide linje og bilen bliver nervøs. Det ligner det man vil kalde en tank slapper, og da det ene dæk får grip, så sendes Ferrarien ud i dækmuren i høj fart. Nærmest et deja vu fra 2020.

Der kommer Safety Car og senere rødt flag, da dækmuren skal genetableres. TV-billederne viser hvordan flere tifosi bryder ud i gråd. Det er vel kun paven, der er større end Ferrari i pastalandet, så at se hvordan Ferraris vinderchancer nærmest er væk efter få minutter, er helt ubærligt.

George Russell kom først i den anden start
Copyright Mercedes AMG

Der er genstart klokken 15.39 efter mere end en halv times ventetid. Der meldes om stående start, men den første start må afbrydes. Yuki Tsunoda holder forkert parkeret, så der kommer en ny formationsomgang.

George Russell tager genstarten og fører Pierre Gasly igennem Prima Variante. Franco Colapinto er snu og snupper Max Verstappen i starten, så Alpine har en 2-3. Colapinto holder dog ikke tredjepladsen længere end til Lesmo 1, hvor han skøjter i gruset. Han kommer tilbage, men falder flere pladser tilbage.

Kimi Antonelli vekslede sin p19 til p12 inden det røde flag. Han udnytter den nye genstart til at rykke længere frem. På omgang 7 ændrer han p8 til p6 på en gang, da han overhaler Arvid Lindblad og Lando Norris på en gang.

Over de næste omgange går det kun en vej for Pierre Gasly. Først kommer Max Verstappen forbi, et par omgange senere er det Lewis Hamilton, så Oscar Piastri og Kimi Antonelli. Max fortsætter sin fremgang og går til angreb på George. Han kommer forbi og tager nummer et fra George Russell.

Der bliver han et par omgange inden George Russell presser sig forbi igen gennem Curva Grande. Mercedes er nu 1-3, da Kimi har passeret Lewis Hamilton og Oscar Piastri.

Max Verstappen må også lide sin skæbne og bliver overhalet af den italienske Mercedes-kører. Få omgange senere er Kimi oppe ved George, og han kommer forbi mod første chikane. På omgang 20 af 53 er George igen forbi Kimi. Det varer dog kun til Seconda Variante, hvor Kimi kører udenom George.

Russell kommer tilbage et par omgange senere, og Kimi mister tid, da han forbremser sig ind i Prima Variante. løbet ændrer sig på omgang 28. Her kommer der VSC, da surprise surprise holder en Aston Martin med Lance Stroll bag rattet. Flere kørere udnytter den til at skifte dæk. Det gør George Russel ikke. Han havde skiftet sine Medium til Hard under det røde flag.

Kimi Antonelli og Max Verstappen får nyt gummi. Det sendte de to kørere lidt ned i feltet. Fremgangen er dog til at se, og da Lewis Hamilton ikke vil overhales af Kimi, så forbremser han sig i den første chikane. Dermed er Kimi forbi og laver senere en fræk dobbeltoverhaling på de to McLaren-biler.

Max Verstappen er ikke færdig med sit avancement. Han kommer forbi Oscar Piastri og op på podiet. George Russell som ikke skiftede dæk under det røde flag får dækproblemer. Det lyder som om dækket er ved at falde af, og Kimi kan lukke hullet op til holdkammeraten på et par omgange.

Kimi forsøger at tage p1 igen. George er ikke samarbejdsvillig, og Kimi må en tur i gruset før han er tilbage. Den slags er ikke godt for Mercedes, så radioen kalder og George svarer. Det er tydeligt, at Kimi skal have lov at komme forbi for på vej mod Variante Ascari er Kimi forbi.

Lando Norris har været usynlig det meste af løbet. Desværre var mange kørere usynlige for producerne, men det er jo snart vant til. Lando sætter sin McLaren i 9. gear og kommer op til Oscar Piastri, der ellers var ved at angribe Max Verstappen. Det giver Max et forspring, og den manglende slipstream giver Lando mulighed for at angribe mod Seconda Variante.

Oscar gør vejen smal og Lando har et par dæk på det grønne. For at citere John Nielsen:

“When black becomes green you are in trouble.”

Her kan du se højdepunkter fra Italiens GP.

Kimi Antonelli har løbet i kontrol, men kører alligevel hurtigste omgang. Lidt som Max Verstappen lige skulle dominere de andre i Red Bulls veldage. Lando forsøger sig på Oscar mod Prima Variante, men forbremser sig. Dermed burde kampen være slut, da det skete på sidste omgang, men da McLaren afsluttede deres løb, så var det med Lando for Oscar.

Det kunne ikke være et bedre sted for Kimi Antonelli at vinde. Det er 60 år siden en italiensk kører sidst vandt det italienske grand prix. Det var Ludovico Scarfiotti, der ikonisk nok vandt i en Ferrari.

Hvad var størst? En italiener i en ikke-Ferrari eller Ferrari med en ikke-italiener? Kimi var jublende lykkelig. Det var det næstmest optimale resultat i Italien, og en sejr som Italien havde ventet 60 år på. Kimis forældre var end ikke født dengang.

George Russell reddede andenpladsen hjem, mens Max Verstappen fik mere ud af sit race end forventet.

Italien 2026 – Race

I næste uge går det løs igen. Det bliver i Madrid på en specialanlagt kombi af en permanent- og en gadebane. Hvordan det går kan du se på TV3 Sport/TV3+, Viaplay og F1TV Pro.