Vil have rabat på motorerne

Haas Teamchef Gunther Steiner Copyright Haas F1 Media

Der er kun fire, måske fem hold, der får betalt deres motorer i kraft af deres fabriksstatus. Ferrari, Mercedes, Renault og Red Bull, muligvis er Toro Rosso inkluderet, i gruppen af fabrikshold.

De resterende hold leaser motorer fra Ferrari, Renault, Mercedes og som sagt måske Honda. Prisen for en sæsons motorer er bestemt ikke i den billige ende, så når sæsonen måske kun indeholder halvdelen af de planlagte løb, så må prisen jo også falde tilsvarende.

Gunther Steiner og Romain Grosjean
Copyright Haas F1 Media

Det mener Haas teamchef Gunther Steiner, der i et interview med ‘Speed Week’ snakker om dette emne.

“Det er i øjeblikket genstand for forhandlinger om, hvordan vi skal gå videre med motorleasing.”

“Vi kan ikke genforhandle indtil vi har en specifik kalender. Det er simpelthen for tidligt for os som kunde og også for leverandøren.”

Romain Grosjean under vintertesten i Barcelona
Copyright Haas F1 Media

“Men en ting er klart. Hvis vi kun har ti grand prixer, så har vi ikke behov for det fulde antal (motorer, red.). Hvis vi kun kører halvdelen eller en tredjedel af løbene, så er det klart, at vi ikke skal betale den fulde pris.”

“Motorfabrikanterne og kunderne er i samme båd her. Vi er nødt til at finde et sundt kompromis.”