Før jul gik der nogle rygter, startet af Flavio Briatore, at Saudi-Arabien kunne være det næste grand prix på vej til den større og større kalender i Formel 1. Der kan dog være mere sandhed i rygterne end vi lige går og tror.
Englands ‘Daily Mail’ citerer en kilde, at kontrakten skulle være så godt som skrevet og det saudiske olieselskab Saudi Aramco skulle være klar til at lægge de nærved 500 mio. kr årligt, som Liberty Media kræver.
Da Bahrain i sin tid kom til Formel 1 tilbage i 2004 blev der lavet en aftale om, at Bahrain havde vetoret over eventuelle nye grand prixer i den mellemøstlige region. Abu Dhabis Grand Prix eksisterer fordi Bahrain gav lov.
Af samme grund har vi ikke et grand prix i Qatar, som ellers har været nævnt som en mulighed flere gange, men nu er Bahrain ved at bløde op.
En talsmand fra Bahrain International Circuit udtaler:
“Siden vores første løb i 2004 har vores mål været at vokse fanbasen for motorsport i regionen.”
“Vi vil, derfor, velkomme initiativer der kan støtte den vækst og tror på, at et fremtidigt race i Saudi-Arabien vil være komplimentært.”
Det er blandt andet de 70% af landets befolkning, der er under 35 år, som lokker. I 2018 kom Formel E til landet, men det vil ikke være på den gadebane, men nok nærmere et helt nyt motoranlæg, som først skal bygges, der vil blive brugt, hvis der altså er hold i rygterne.
Det menes, at et grand prix vil være godt for menneskerettighederne i landet, da en stor del af verden så vil få et bedre kendskab til landet.