Sagde Daniel nej til stratosfærisk beløb?

Daniel Ricciardo er kendt som en gøgler med sit store smil, men der er også en anden side af facaden. Copyright McLaren

Det har længe heddet, at Daniel Ricciardo skiftede til Renault fordi de tilbød flere penge og fordi Daniel havde set, at Red Bull havde valgt at flytte deres fokus på Max Verstappen. Men er det hele sandheden?

Red Bull teamchef Christian Horner fortæller, at det er den halve sandhed. Til avisen ‘The Weekend Australian’ sagde teamchefen:

“Vi kom med flere tilbud til ham, der var stratosfæriske. Men Daniel kunne se Max i opgang, og han ønskede ikke at blive andenkører.”

Dr. Helmut Marko, Daniel Ricciardo og Christian Horner
Copyright Red Bull Contentpool

En del af forklaringen var også den manglende tiltro til Honda-motoren, som Red Bull ville skifte til. At han så skiftede til Renault, som havde fået skæld ud i flere år kunne undre, men så var der lige det med pengene.

Årene hos Renault gik så som så, men sluttede lykkeligt med to podieplaceringer i sensommeren 2020. Første år hos McLaren var også svært, men det blev til en sejr på Monza, men i år er igen startet på en bagkant.

Da Las Vegas GP blev meldt ud skrev DaniRic på sociale medier, at han havde overvejet at trække sig tilbage, men nu blev det udskudt. Var det Daniel-humor eller faktisk en del sandhed?

Daniel Ricciardo
Copyright Pirelli

Man skal dog ikke afskrive Daniel Ricciardo endnu. Det siger hans tidligere chef Dr. Helmut Marko. Til ‘Sport1’ udtalte han:

“Daniel virker stadig til at have det svært hos McLaren, men at afskrive ham vil være en fejl. Vi ved, hvad han kan gøre.”

“Og ikke kun fordi han så stærk ud mod Vettel i 2014, men fordi ingen andre har været på niveau med Max Verstappen, og det er ikke så lang tid siden.”

“Jeg ønsker ham succes, men det er nok hvis han slutter treer efter vores to kørere.”

Der er også støtte fra McLaren teamchef Andreas Seidl:

“Vores problem er bilen, ikke kørerne.”

For første gang siden 2019 skal Daniel Ricciardo køre på hjemmebane.