Robert Shwartzmans navn blev ikke nævnt, da der for få måneder siden blev annonceret FP1-debuter til Mick Schumacher og Callum Ilott på Nurburgring. Dengang forlød det, at det tredje medlem af FDA-drengene ville få sin FP1-debut i Abu Dhabi.
Det drilske vejr i Eifel-bjergene gjorde, at der ikke blev kørt fredag, så ingen af de tre FDA-kørere har derfor deltaget i en officiel session endnu. Nu har Ferrari meldt ud, at Robert Shwartzman skal teste Ferraris SF1000 i dettes års ungdomstest efter løbet i Abu Dhabi.
Den anden dag vil den tidligere FDA-kører Antonio Fuoco overtage bilen. Fuoco er Ferraris simulatorkører og ved at give ham en rigtig test kan han bedre sammenligne med simulatordata.
Robert Shwartzman udtaler:
“Det er spændende at vide, at jeg vil køre SF1000 i Abu Dhabi umiddelbart efter slutningen på Formel 1-sæsonen. Jeg var heldig at prøve SF71H på Fiorano sidst i septeber og det var utroligt, selv om bilen var næsten tre år gammel.”
“Jeg kan ikke vente med at hoppe i 2020-bilen og komme ud på banen ved siden af mange af de kørere, som jeg har kørt mod i Formel 2. Jeg planlægger at nyde hver eneste minut af denne kæmpe oplevelse.”
Indirekte fortæller Ferrari, at Mick Schumacher skal teste for Haas i ungdomstesten, for de annoncerer, at Callum Ilott skal teste for Alfa Romeo Racing i Abu Dhabi. Det efterlader Mick Schumacher uden et bekræftet sæde til ungdomstesten.