Lando Norris var hurtigst i aftenens sprintkvalifikation og starter dermed forrest. Sergio Perez røg ud i SQ1, mens Valtteri Bottas kom videre til SQ2. Lørdag venter 19 omgange på den 5419 meter lange bane.
Som altid er sprintkvalifikationen en reduceret udgave af den almindelige kvalifikation. 12, 10 og 8 minutter og med faste dæk Medium, Medium og Soft.
Den store taber i SQ1 blev Sergio Perez. For anden weekend i træk røg han ud i første fase, mens Alexander Albon kom videre til SQ2 på de døende sekunder.
Dermed var de fem ude Perez, Tsunoda, Ocon, Zhou og Colapinto.
SQ2 var spændende. Oscar Piastri måtte lige svede lidt, da hans første hurtigste omgang blev annulleret pga banegrænser. Han kom dog videre og udover de faste drenge, så var Nico Hulkenberg, Pierre Gasly og Liam Lawson også videre. De repræsenterer de tre hold, der kæmper indædt for plads seks i konstruktørmesterskabet og de mange ekstra millioner.
Det betyder dermed, at Alonso, Albon, Bottas, Stroll og Magnussen var ude.
I SQ3 er alle på Soft og Lando Norris viste igen sine evner som one lap-wonder og kørte hurtigste tid i 1.21.012. Så god var tiden, at Lando afbrød sit sidste forsøg og kørte direkte i pit. George Russell har også fået godt med vind bag Mercedes-raceren og kørte sig ind på plads to foran Oscar Piastri. Mercedes-motoren passer godt til de hurtige baner.
Carlos Sainz blev firer foran holdkammeraten Charles Leclerc. Verdensmester Max Verstappen med guldhjelm foran den tidligere verdensmester Lewis Hamilton.
Lørdag starter med sprintløbet. Det vises på TV3 Sport med optakt 14.30. Viaplay og F1TV Pro viser også sprinten. Kvalifikationen vises i stedet på TV3+, og naturligvis på F1TV Pro og Viaplay.