Det har altid været populært, når der under en grand prix-weekend har været opvisning med militære jagerfly eller lignende. Flyopvisningerne har været flotte og hurtige, en del af dem har brugt farvet røg til at skabe værtsnationens farver, men hvis du glæder dig til at se det i år, så bliver du skuffet.
For Formel 1 har forbudt værtsnationerne at lave overflyvninger med militærfly. Officielt fordi det sender et forkert signal angående bæredygtighed, uofficielt fordi det måske kan opfattes som en måde at spille med musklerne på.
Daniele Sparisci fra ‘Corriere della Sera’ skriver:
“Fra denne sæson må grand prix-arrangørerne ikke længere bruge militærfly til flyopvisninger før starten af løbene.”

Copyright Alfa Romeo Racing
Red Bull Ring har altid haft en større flyopvisning inden løbsstarten. Militærflyene vil ikke længere være tilladt, men kommercielle fly og opvisningsfly af den akrobatiske slags vil stadig få lov at flyve henover banerne forudsat, at de bruger bæredygtigt brændstof.
I Abu Dhabi flyver den store Airbus 380 henover banen kort inden nationalsangen. Det vil den fortsat få lov til, men den bliver ikke længere akkompagneret af jagerfly.










