Østrigs GP – Kevin mister point

Kevin Magnussen Copyright Haas F1 Media

Det virkede som en genistreg, da Haas kaldte deres to kørere i pit under formationsomgangen for at skifte til slicks og dermed en efterfølgende start fra pit lanen.

Det bragte de to Haas-biler så langt frem, at ultimativt endte det med at Kevin Magnussen sluttede på plads ni.

Efterfølgende er Haas F1 Team blevet indkaldt til møde efter en protest over Haas’ beslutning. Ifølge paragraf 27.1 så har de to Haas-kørere fået hjælp til at køre deres bil, da de har fået besked over radioen til at køre i pit.

Romain Grosjean
Copyright Haas F1 Media

Det er der heller ingen tvivl om, at de blev bedt om, men det er før set at biler er kørt i pit under formationsomgangen for at skifte dæk, men denne gang med Haas der skulle det ikke være tilladt.

Konsekvensen er, at bruddet på paragraf 27.1 straffes med en tidsstraf på 10 sekunder jvf. paragraf 38.3, hvilket er blevet tilføjet den endelige tid. Det betyder, at Kevin Magnussen rykker ned på plads 10 og dermed mister han det ene af de to point, som hans 9. plads ellers berettiger til.

For Romain Grosjeans vedkommende ændrer det ikke det store. Han rykker ned på plads 16, men var aldrig tæt på pointene.

Haas har muligheden for at appellere dommen, men det er ikke sikkert, at det kan betale sig, da det er meget svært at få omstødt en dom.

Max Verstappen måtte kæmpe hårdt for at holde Valtteri Bottas bag sig
Copyright Red Bull Contentpool

Til gengæld undrer man sig over, at Valtteri Bottas’ tyvstart ikke blev straffet. Red Bull blev også undersøgt for indirekte at have tørret Alex Albons gridstart. Red Bulls mekanikere viste sig som de rene akkordmænd, da de genopbyggede Max Verstappens bil på gridden på rekordtid.

Her kunne man ellers argumentere for, at Max burde være kørt i pit for at få repareret bilen, da man med den nye forvinge og de andre justeringer teknisk set kan have ændret det setup som bilen kom i Parc Ferme med.

Sidst havde Renault igen protesteret over Racing Point, men den protest blev afvist, da den var identisk med protesten fra Steirmark Grand Prix.

Der er forskel på folk.