Formel 1-kørere er normalt i topfysisk form, men uden kørsel koster det på formen. Godt nok træner kørerne deres fysiske fom så godt som muligt, men ingen træning er bedre end den man får i bilen.
Specielt går det udover nakken, siger McLarens Carlos Sainz Jr. I et interview udtaler den spanske kører:
“Det påvirker os en del – specielt nakken.”
“Selv om jeg prøver at træne hjemme med seler og lignende, så er det umuligt at generere de g-kræfter, som man mærker i bilen.”
“Banen de vælger til første race, vil stærkt vise hvordan kørerne vil klare sig efter så mange måneder uden kørsel.”
Skulle det blive Red Bull Ring, der starter sæsonen, så er det en mindre fysisk bane end Ungarn eller Singapore.
“Det er ikke en af de hårdeste baner, men vi vil lide i de hurtige sving.”
“Hvis det første løb var Ungarn eller Singapore, så vil mange kørere ende løbet nær kollaps.”
“Folk kan ikke forestille sig det stress kroppen går igennem under et grand prix, og den eneste måde at komme i form til at køre en Formel 1-bil, er ved at køre en Formel 1-bil.”