Lewis Hamilton blandt de allerstørste

Lewis Hamilton vandt sit sjette VM Copyright Mercedes AMG Formula One - Mercedes-AMG Petronas Motorsport, United States GP 2019. Lewis Hamilton

Med den sjette verdensmesterskabstitel har Lewis Hamilton cementeret sin plads i legendehistorien. Som den eneste kører med seks titler mangler der kun en titel før Michael Schumacher tangeres.

En titel som godt kan komme næste år, hvor reglementet meget ligner det nuværende. For ti år siden syntes det usandsynligt, at en kører nogensinde skulle komme i nærheden af Michael Schumachers resultater.

Da Lewis Hamilton debuterede i Formel 1 var det samtidig året, hvor Michael Schumacher var stoppet. Til stor ærgrelse for Lewis, der gerne ville køre mod verdens bedste kører. Det gjorde han faktisk også, da Fernando Alonso som holdkammerat var regerende verdensmester, en dobbelt en af slagsens.

Max Verstappen med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas
Copyright Red Bull Contentpool

Ikke alle titler er kommet lige nemt. Man siger ofte den første er den sværeste, og den første var da også svær. Afgjort med få sving tilbage i året sidste løb på en regnvåd bane i Interlagos, Brasilien. En sæsonafslutning, som man ville kalde fiktion, hvis det blev lavet som en Hollywood-film.

Der skulle gå seks år og et skifte til Mercedes samt et helt nyt reglement før titel nummer to kom i hus. Igen i en sæson, der først blev afgjort i sidste løb, hvor der det år var dobbeltpoint og det sikrede titlen.

2016 mistede han titlen i sidste løb til Nico Rosberg. En titel der var så hård for tyskeren, at han trak sig ud af Formel 1 få dage efter. Valtteri Bottas overtog det sæde, men det var Sebastian Vettel, der tog vicemester-titlen i 2017 og 2018, men hvem husker rigtigt nummer to.

Lidt komisk er Lewis Hamiltons sidste tre mesterskaber alle blevet sikret i sæsonens tredjesidste løb. Det andet mesterskab hentet hjem på Circuit of the Americas.

Det var en glad Lewis Hamilton, der tog titlen, men han brugte en halv omgang på at samle sig før han snakkede tilbage til pitten. Et år, der har været rigtig hårdt for ham med Niki Laudas død tilbage i maj.

Under søndagens pressekonference blev han spurgt om, hvor meget han kan opnå. Her kom det ærlige svar, at han ikke kunne udtale sig om mesterskaber, men som atlet følte han sig så frisk som han kunne.

Lewis Hamilton har allerede sit navn øverst på de fleste resultatlister. Der er kun to, hvor hans navn ikke står øverst og den ene rekord kræver mindst 2021 med. Rekorden over flest sejre er stadig Michael Schumachers og det samme med antallet af mesterskaber, hvor han kun kan tangere antallet i 2020.

Om det lykkedes bliver spændende at følge. Ferrari og deres to kørere vil gøre sit for, at han ikke opnår det. Det samme vil Red Bull Racing og de syv andre hold på gridden.