Kinas GP – Piastri uden modstand

McLarens 1-2 sejr nr 50 Copyright Pirelli

Oscar Piastri startede fra pole, tog starten og så det ternede flag. En flot sejr, hvor det kun var under pitstop, at han ikke var forrest. Lando Norris sikrede med andenpladsen McLarens 50. 1-2 sejr, men det kom ikke uden problemer. Russell tog sidste plads på podiet.

På mange måder var løbet sådan et standardløb. Der var ikke så mange kampe, men de var der, det handlede mere om at få dækkene til at fungere, hvilket nogle var bedre til end andre.

Oscar Piastri tog starten foran Lando Norris og George Russell
Copyright Pirelli

Fernando Alonso blev løbets første DNF. Ild i bremsen efter få omgange og så var der kun en vej. Ingen bremser, intet race. Netop bremserne fik Lando Norris problemer med sidst i løbet. En lang bremsepedal blev længere og længere og de sidste to omgange var ren overlevelse.

En omgang mere og George Russell havde fået ændret løbsresultatet til samme rækkefølge som kvalifikationen. Max Verstappen var væk i det meste af løbet, men så viste han sine gode takter til sidst.

Charles Leclerc
Copyright Pirelli

Ferraris to kørere lå længe foran. Charles Leclerc ødelagde sin forvinge allerede i sving 2, da han ramte Lewis Hamilton. Alligevel var det Charles’ der havde farten, og der kom en teamordre til Lewis Hamilton om at lade ham køre forbi.

Lewis mistede endnu en plads til Max Verstappen, da Ferrari-køreren tog et pitstop. Senere mistede Charles Leclerc også pladsen til Max, der kørte sig tilbage til p4.

Der var gode rookiekampe i løbet. Jack Doohan og Isack Hadjar havde en god kamp, som dog endte med en straf til Alpine-køreren. Yuki Tsunoda fik et brud på forvingen uden at være i nærheden, så den lille kører med det store temperament var rasende.

Jack Doohan og Isack Hadjar
Copyright Pirelli

Da løbet sluttede var det med flere overraskelser. Point til begge Haas og med Ocon som den bedste af de to. Kimi Antonelli gennemførte igen, blev dagens kører, og scorede gode point.

Her kan du se højdepunkter fra løbet.

Alt var godt, podieceremonien overstået, holdene var begyndt nedpakningen, men alle biler skal igennem Parc Ferme, hvor de gennemgås. Charles Leclerc og Pierre Gaslys biler var undervægtige, mens Lewis Hamilton havde for stort slid på planken under bilen.

Podiet i Kina 2025 – Oscar Piastri foran Lando Norris og George Russell
Copyright Pirelli
Kinas GP 2025 – Race (provisorisk)

Begge Ferrarier ude gav store ryk i klassementet. Pierre Gaslys diskvalifikation betød, at Carlos Sainz fik sit første point som Williams-kører. Det endelige resultat blev sådan.

Kina 2025 – Race (officielt)

Nu er der to uger til næste løb i Japan. En bane som Liam Lawson kender fra sin tid Super Formula. Husk det kan ses på TV3+/TV3 Sport, Viaplay og F1TV Pro.