Italiens GP – De frie træninger

Carlos Sainz Copyright Pirelli

Der stod Ferrari øverst på begge resultatlister efter dagens to træninger er blevet kørt på The Temple of Speed. Charles Leclerc tog den første, Carlos Sainz den anden. Det lover godt for resten af weekenden, men som altid er træning ikke noget man skal lægge for meget i.

På Ferraris hjemmebane vækker det dog altid glæde, når en af deres kørere er med helt fremme, og da FP1 blev en 1-2 foran de to Mercedes, så var der glæde at spore hos tifosi.

Nyck de Vries
Copyright Aston Martin Racing

Nyck de Vries sad i den ene Aston Martin, mens Antonio Giovinazzi havde taget Mick Schumachers Haas en tur rundt på hjemmebanen. Apropos Schumacher så kører Esteban Ocon med en Michael Schumacher-hyldesthjelm i sin Alpine.

Haas har det svært på Monza. De har ikke nogen lowdownforce-vinge, så de har modificeret en medium-vinge til brug på Monza. Det koster på topfarten, som er så vigtig på Monzas fire langsider.

Lando Norris
Copyright Pirelli

Antonio Giovinazzi gjorde det godt i sit første forsøg i en ’22 spec bil. Tre tiendedele efter Kevin Magnussen er mere end godkendt og hurtigere end Nyck de Vries, der på papiret burde sidde i en bedre bil.

Italiens GP 2022 – FP1

Anden træning havde Carlos Sainz som hurtigste kører foran Max Verstappen i Red Bull og Charles Leclerc i den anden Ferrari. Lando Norris sluttede som p4 og selv om man igen ikke skal lægge for meget i en træning, så viser det at McLaren fortsat er hurtige på Monza.

Alex Albon sluttede p10 i sin Williams, hvilket bestemt er godkendt, specielt når Nicholas Latifi sluttede som p19, kun med Mick Schumacher efter sig. Mick fik dog ikke fuld køretid. Hans Haas stoppede på banen og det krævede et rødt flag at få fjernet bil nummer 47.

Esteban Ocon
Copyright Pirelli

Hele seks kørere har af forskellige årsager gridstraffe til løbet søndag. På banen hvor topfart er konge, så bliver en del af løbet opkørsler fra flere kørere, og det er naturligvis godt for Carlos Sainz, at hans Ferrari er hurtig, når han har 25 strafplaceringer med sig ind i kvalifikationen.

Italiens GP 2022 – FP2