Indy: Første kval-dag overstået

Felix Rosenqvist blev kvalifikationens hurtigste kører Copyright Penske Entertainment

Første kvalifikation til næste uges Indy 500 blev kørt lørdag, og danske Benjamin Pedersen fortjener klapsalver for sin første Indy 500-kvalifikation. Dansk/amerikaneren kørte sig i Top 12 allerede i første forsøg, og han endte som bedste rookie lørdag.

For Christian Lundgaard og hans RLL-hold var dagen forfærdelig. Efter sidste kvalifikationsforsøg stod det klart, at RLL kun er sikret en plads i Indy 500, og det er Katherine Legge, der tog den løbssikrende plads 30. Lige udenfor finder man Christian Lundgaard, Graham Rahal, Jack Harvey og Sting Ray Robb, der altså får lov at køre sidst på søndagens program.

Kun tre af de fire er sikret en plads, og hvis søndagen regner væk, så er det Graham Rahal der er ude af dette års Indy 500.

Selve kvalifikationsdagen starter med at kørerne alle kommer ud og kører fire hurtige omgange. Rækkefølgen er fundet ved lodtrækning og den havde Scott McLaughlin på plads 32 og Josef Newgarden på plads 34. Begge Penske-kørere valgte dog at trække deres første forsøg, så da den “officielle” første del af kvalifikationen var slut der var Scott og Josef ude.

Det som så sker er, at alle kørere får mulighed for at kvalificere sig igen. Her bliver det en smule kryptisk for her kan man springe andre kørere over til deres forsøg. Pitlane er delt i Lane 1 og Lane 2. Kørerne i Lane 1 kommer altid først, men giver afkald på deres tid. Kørerne i Lane 2 må vente på at Lane 1 er kørt, men bevarer deres tid.

Specielt for kørerne der er tæt på grænsen til Last Chance Qualifying er det vigtigt at komme ud. Lidt samme scenarie har man ved kørerne omkring plads 12. Top 12 går videre til søndagens anden kvalifikation, så ligesom i Formel 1 hvor man ikke vil nære nummer 16 i Q1 og 11 i Q2, så er der heller ingen kører der vil være nummer 13.

Desværre er der altid en kører der bliver det, og lørdag blev det teamchefen Ed Carpenter fra Ed Carpenter Racing. Holdkammeraten Rinus VeeKay kom i Top 12, mens Conor Daly sluttede p16. Ed kører kun Indy 500.

For McLaren blev det en fantastisk første dag. Alexander Rossi var længe hurtigste kører, men Felix Rosenqvist slog ham og blev dagens hurtigste kører. Tony Kanaan kom også i Top 12 i brasilianerens sidste Indy 500 og Pato O’Ward sluttede en perfekt McLaren-dag.

Det samme kan siges om Chip Ganassi Racings fire kørere, som også sikrede sig en plads i det sjove selskab. A.J. Foyt fik også begge deres kørere med videre, og her er der stor ros til Benjamin Pedersen.

Team Penske fik kun Will Power med videre. Penske er holdet, der har vundet Indy 500 flest gange, men ofte er de usædvanlig stærke eller også kæmper de. Penske er dog så heldige, at det er Rahal Letterman Lanigan som i år har det uhyre svært. Med tre af de sidste fire pladser sikret, og kun one-off kører Katherine Legge videre. For os danskere er det dog øv, at det var hende som sendte Christian Lundgaard i farezonen.

Søndag fortsætter med Fast 12, hvor plads syv til 12 findes. På Indy-sprog er det startrække tre og fire, da Indy er det eneste løb hvor bilerne starter tre på hver række. Siden kommer den afgørende Fast Six hvor pole position findes. Eller ham der starter på den inderste plads på første række.

Dagen slutter med Last Chance Qualifying, hvor de tre sidste startpladser findes. Forhåbentlig bliver det med vores danske Christian med videre.

Alle tre segmenter kan ses på Viaplay.

De 30 sikrede kan du se nedenunder.

1. (6) Felix Rosenqvist, Dallara-Chevy, 02:33.8810 ( 233.947)
2. (7) Alexander Rossi, Dallara-Chevy, 02:34.1569 ( 233.528)
3. (10) Alex Palou, Dallara-Honda, 02:34.2432 ( 233.398)
4. (21) Rinus VeeKay, Dallara-Chevy, 02:34.2449 ( 233.395)
5. (9) Scott Dixon, Dallara-Honda, 02:34.2584 ( 233.375)
6. (66) Tony Kanaan, Dallara-Chevy, 02:34.2768 ( 233.347)
7. (11) Takuma Sato, Dallara-Honda, 02:34.2932 ( 233.322)
8. (5) Pato O’Ward, Dallara-Chevy, 02:34.3394 ( 233.252)
9. (14) Santino Ferrucci, Dallara-Chevy, 02:34.4093 ( 233.147)
10. (8) Marcus Ericsson, Dallara-Honda, 02:34.4866 ( 233.030)
11. (55) Benjamin Pedersen, Dallara-Chevy, 02:34.6797 ( 232.739)
12. (12) Will Power, Dallara-Chevy, 02:34.6932 ( 232.719)
13. (33) Ed Carpenter, Dallara-Chevy, 02:34.7128 ( 232.689)
14. (3) Scott McLaughlin, Dallara-Chevy, 02:34.7206 ( 232.677)
15. (27) Kyle Kirkwood, Dallara-Honda, 02:34.7311 ( 232.662)
16. (20) Conor Daly, Dallara-Chevy, 02:34.8833 ( 232.433)
17. (2) Josef Newgarden, Dallara-Chevy, 02:34.9039 ( 232.402)
18. (23) Ryan Hunter-Reay, Dallara-Chevy, 02:35.0837 ( 232.133)
19. (28) Romain Grosjean, Dallara-Honda, 02:35.1744 ( 231.997)
20. (06) Helio Castroneves, Dallara-Honda, 02:35.2032 ( 231.954)
21. (26) Colton Herta, Dallara-Honda, 02:35.2055 ( 231.951)
22. (60) Simon Pagenaud, Dallara-Honda, 02:35.2539 ( 231.878)
23. (18) David Malukas, Dallara-Honda, 02:35.3270 ( 231.769)
24. (98) Marco Andretti, Dallara-Honda, 02:35.3857 ( 231.682)
25. (24) Stefan Wilson, Dallara-Chevy, 02:35.4083 ( 231.648)
26. (29) Devlin DeFrancesco, Dallara-Honda, 02:35.6061 ( 231.353)
27. (78) Agustin Canapino, Dallara-Chevy, 02:35.6287 ( 231.320)
28. (77) Callum Ilott, Dallara-Chevy, 02:35.7212 ( 231.182)
29. (50) RC Enerson, Dallara-Chevy, 02:35.7574 ( 231.129)
30. (44) Katherine Legge, Dallara-Honda, 02:35.7971 ( 231.070)